Fødevarer

Dejlige overraskelser i hvalens hule

Ved Valutaslangens udløb på landsiden i Frederikshavn er der efter forretningernes lukketid meget mennesketomt og kedeligt. Tæt herpå ligger restaurant Moby Dick. Den ser heller ikke ud af så meget, ligner mest et provinsværtshus. Det indtryk ændrer sig ikke, da vi åbner døren og træder nogle rustikke trin ned. Her er lidt mørkt og hule-hyggeligt. Der er ikke øl på bordene men stearinlys, der venter på gæster, så de kan blafre med deres lysende flammer. Rødternede duge er der nu ikke noget af, og de slidte menukort lyder som eventyrlæsning i de brune krostole. Vi får pludseligt svært ved at vælge, for der er spændende ting i kortet. Den særlige September Menu tilbyder marineret kammuslinger, grillet kalvefilet og italiensk chokoladekage (to retter 208 kr. - mens tre retter koster 248 kr.), det lyder rart. Det må vi have, og det vil min medspiser tage sig af. For læsernes skyld må vi hellere have variation, og det bliver der med endnu en menu, hvor jeg dog vælger at udskifte forretten med jomfruhummerhaler (treretters menuen koster 249 kr. og på kortet står der, at der tillægges 29 kr. ved udskiftning af forret eller dessert. Det ender dog på regningen som 39 kr.. Måske fordi jomfruhummer er den dyreste forret til 89 kr.). Dagens fisketallerken består af laks, hellefisk og rødtunge. Der er også mere traditionelle retter på kortet, der kommer godt omkring, uden dog at lyde alt for avanceret. Hovedvægten ligger på bøffer og fisk. Der er også frokostkort og børneretter. Min medspiser vil gerne have fadøl (lille fadøl til 19 kr.) og som på mange andre restauranter, er der ikke et udvalg i halve flasker, så jeg vælger et glas af husets hvidvin (34 kr.). Igen en overraskelse til den gode side (der kommer flere). Her er ikke en træt slat fra sidste uge, men en frisk optrukket, kølig vin, der bliver hældt i glasset ved bordet. Vinen er frisk og sprød, god og let tilgængelig, sådan en der går til det meste og de fleste. På spørgsmålet om, hvad det er for en vin, lyder svaret, at den er fransk. Ikke hele aftenen Aftenen igennem er der et behageligt tempo mellem serveringerne. Det virker ikke forjaget, og alligevel bruger vi ikke hele aftenen på at spise. Til forretten kommer der skylleskål til hummerspiseren og noget lunt brød. Anretningen med kammuslinger, karrycreme og grønt ser rasende godt ud. Var det ikke fordi det overtrumfes af de store og elegante jomfruhummere, ville jeg være meget misundelig, nu er jeg kun lidt. Medspiseren er meget tilfreds, og det lykkedes kun at lokke en miniaturebid fra ham, nok til at give ham ret. Ligesom kammuslingerne er jomfruhummerne kun lige stegt, så kødet er på vej til at ændre konsistens. Det er ikke råt, men heller ikke godt stegt. Her er ikke tale om en gylden middelvej, men om perfekt fornemmelse for fine råvarer, simpelthen guf. De store hummere hygger sig ovenpå blandet salat, som smager godt til, men det er noget klisteri at fedte med hummere og spise salat, godt med skylleskål og serviet. Servietten er ikke til noget længere og kommer ud til opvasken. Det fanger tjeneren ikke, så jeg snupper en ny fra det tomme nabobord. Det er sjældent at se nogle, der er ude og spise alene, men her var faktisk to. Det forstår jeg godt - maden er god og stemningen tilpas uformel. Meget fisk Hovedretterne ser ikke voldsomme store ud, men det er på en måde synsbedrag, for mine tre fisk er nogle pæne stykker og ser ud til at være alt for meget. Men de smager som slik, altså på den gode måde. Ikke sødt, men sådan at jeg lige må have en gaffelfuld mere, og på den måde forsvinder det hele, uden at ligge tungt. Laksen ligger for sig selv, mens rødtungen har taget overkøjen og ladt hellefisk agere bund. Lidt grønt ved fiskestykkerne og kartofler i en skål ved siden af er rigeligt tilbehør, for fiskene er tilberedt med samme næn-somhed som forretternes skaldyr. Dem, der tror, at fisk og skaldyr skal være godt gennemstegte, snyder sig selv for en stor smagsoplevelse. Kalvefileten på den anden side af bordet fik ben at gå på, mens spinatlasagnen og kartoffelkagen blev prøvesmagt og fundet i orden. Igen tilfredshed. Kokken er glad for grønsagsfrit (tynde strimler grønt, der har været i varm olie) og de sprøde sager pyntede alle retter. En enkel havde risnudelfrit (risnudler der kort har været i olie, så de nærmest popper op), en nydelig måde at pynte af på. Septembermenuens dessert er chokoladekage, og den ser god ud, men forsvinder før jeg får bedt om en smagsprøve. Og der sidder nu en meget tilfreds medspiser foran mig. Det kan jeg godt forstå - menuen var godt sat sammen. Røgfri kaffe Selv fik jeg den kedeligste af mine tre retter, Malibu/kokosis. Det lød så spændende, men kan slet ikke komme på højde med de to andre retter. Ideen med at have kokosmel i isen kunne måske lyde meget god, men jeg ville have foretrukket den mere simple kokosis af kokosmælk fra dåse. I betragtning af fiskenes og skaldyrenes perfekte konsistens, faldt isanretningen ved siden af, den kunne godt have haft fem minutter mere i køleskabet til optøning. Tjeneren var behagelig og ikke anmassende, men måske kunne han have solgt en velkomstdrink, eller noget at drikke til desserten. Vi valgte at tage kaffen hjemme, for der kan vi sidde uden røg. Regningen lød på 654 kr. for to menuer, to glas vin, en fadøl og to vand, og det er i orden. Moby Dick overrasker - på den gode måde. Her er gode råvarer, der bliver behandlet med respekt, og der bliver også tænkt lidt nyt. Vi giver tre gafler. Her kan man bestemt godt være bekendt at byde sig selv og andre på mad. Moby Dick Boensgade 6-8, Frederikshavn Tlf. 98 43 40 17 Åbent hele året 11:30 - 23 (køkkenet lukker kl. 22) Ikke-rygerafdeling: Nej