Dejlige timer på isen i Nøvling
Forældre har ryddet gadekær, så deres børn kan skøjte sammen

Ishockeybanen midt på dammen er populær.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nogle gange er de bedste initiativer, dem der gror helt af sig selv. Det holder man i hvert fald på i Nøvling, hvor en række forældre har taget initiativ til at rydde landsbyens gadekær og branddam, så deres børn kan stå på skøjter sammen. - Ideen opstod sådan set for et par år siden, da vi fik dammen renset op, så der ikke var så mange siv og grene, fortæller Kim Christensen. Siden da har han hvert år været med til at rydde dammen for sne, så der kan løbes på skøjter. Og det foregår vel at mærke manuelt med en god gammeldags sneskovl. - Så vi voksne får skam også motion, forsikrer han. Forældrene bag initiativet har alle børn i den skøjteglade alder, og er man til ishockey, er der også ryddet en lille bane til formålet. - Vi tager ikke noget ansvar men har selvfølgelig været ud at måle for at tjekke, om isen nu var tyk nok, fortæller Kim Christensen. - Men den var allerede 10 centimeter i mandags, så nu er den nok på en 13 - 14 stykker. Og det er jo ikke nogen dyb dam, så vandet fryser rimeligt hurtigt, forklarer han. Ifølge Kim Christensen var der allerede børn, som var ude på isen i sidste uge. Men det fik forældrene hurtigt sat en stopper for. For i Nøvling holder alle selvfølgelig øje med hinanden. - Og så er det jo en herlig beskæftigelse. Børnene nyder det i hvert fald helt vildt, mener Kim Christensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.