Redningsvæsen

Del af fabrik ødelagt af brand

Tidligt onsdag morgen rykkede Mariagerfjord Kommunes beredskab ud til brand på virksomhed.

Kort før kl. 04.30 onsdag morgen blev en brand på Bælum Mørtelværk og Vognmandsforretning på Sønderbyen 9 i Lille Arden opdaget. Der var gået ild i en frokoststue, som ligger i forbindelse med resten af fabrikken. Branden var så kraftig, at der stod flammer op gennem taget, og ifølge indsatsleder Johannes Holm Iversen fra Mariager Fjord Kommunes beredskab, udbrændte frokoststuen. Der stod nogle olietønder inde i en produktionshal, men det lykkedes brandfolkene at forhindre ilden i at brede sig. Produktionen på mørtelværket bliver berørt af branden i dag, da ledninger i 40-50 meters omkreds fra branden smeltede. Det er endnu uvist, hvordan branden opstod.