Fodbold

Delaney lurer på chancerne og scorer hver tredje gang

Med fire mål i VM-kvalifikationen var Thomas Delaney den næstmest scorende dansker efter Christian Eriksen.

Thomas Delaney afsluttede 12 gange i VM-kvalifikationen. Seks gange var forsøget inden for rammen, og af de seks forsøg gik fire af dem i mål. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Thomas Delaney afsluttede 12 gange i VM-kvalifikationen. Seks gange var forsøget inden for rammen, og af de seks forsøg gik fire af dem i mål. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er en god chance for, at det bliver farligt, når midtbanespilleren Thomas Delaney kommer frem til en afslutning i en betydende landskamp.

I kvalifikationen til VM i Rusland scorede Thomas Delaney fire mål på 12 forsøg ifølge statistikfirmaet InStat.

- Det er da en meget god statistik, konstaterer Delaney, da han hører om statistikken om et mål på hvert tredje forsøg, mens han er noget mindre tilfreds med antallet af afslutninger:

- 12 afslutninger er ikke vanvittigt mange gennem en hel kvalifikation for en spiller på min plads. Men nogle gange er min taktiske rolle heller ikke at komme så meget med frem, siger midtbanespilleren.

Han fik ikke udbygget sin målkonto i VM-testopgørene mod Sverige og Mexico, hvor han i begge kampe kom til pæne målchancer og med egne ord "mindst skylder en pind".

Midtbanespilleren bliver oftest farlig, når han bruger sin dynamik og forudseenhed til at bryde midtbanekæden og tage skærende løb ind i feltet.

Her kan udnytte sin for modstanderne undervurderede springkraft til at blive farlig i hovedspillet.

- Jeg har fået lov til at søge ind i feltet, så længe jeg når med hjem igen. Derfor er det også en fordel, at jeg spiller ved siden af en, som står fast i defensiven

- Det fungerer rigtig godt på landsholdet og fungerede rigtig godt i FC København, at jeg spillede ved siden af William Kvist, for vi har meget klare aftaler og en klar arbejdsfordeling, siger Delaney.

Det er mere en fingerspidsfornemmelse end en del af større plan, når Delaney pludselig dukker op som "ekstra angriber" i modstandernes felt.

- Jeg har fået mest held med at komme lidt sent ind i feltet. De fleste vil nok blive overrasket over, hvor mange gange jeg løber i feltet, uden tingene går min vej

- Der er ikke klare signaler for, hvornår jeg må løbe derind. Når der er luft og overskud til det, så er det bare om at komme afsted, og en ud af ti gange er jeg måske involveret, siger Thomas Delaney.

I september sidste år scorede han hattrick i udekampen mod Armenien. Her viste han blandt andet farlighed ved at score med hovedet efter et tidligt indlæg fra Henrik Dalsgaard og efter et hjørnespark.

I den kamp scorede han også et flot langskudsmål, og der kommer måske flere missiler fra distancen under VM.

- Jeg har ikke bevist mig så meget på langskud, selv om jeg egentlig sparker meget fint. Lars Høgh (målmandstræner, red.) er ovre ved mig til hver landsholdssamling for at fortælle mig, at jeg skal sparke noget mere, så det må jeg jo prøve.

- Hvis den fortsat hedder et mål på hvert tredje forsøg, så er det meget godt, og hvis den hedder et mål på 30 forsøg, så må jeg nok skrue lidt ned igen, siger Delaney.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst