Delfin under overfladen

Som den eneste svømmer i verden har Mette Jacobsen været i finalen til fem olympiske lege. Og bølgerne er gået højt med dopinganklager og konstant strid med svømmeforbundet. Men mennesket bag medaljerne bliver syg af a

Troels Donnerborg / Foto: Jens Astrup
Svømmeren Mette Jacobsen fotograferet ved Farum Marina
Kina 1. september 2007 06:00

Om lidt skal hun tage de første tag. Hun ved, hun vil jagte den uopnåelige perfektion. Og som altid vil hun forsøge at efterligne delfinens leg, der får selv enorme kraftanstrengelser til at virke så yndefulde som en ballet for fisk. Hun ved, hun vil mærke rusen risle igennem kroppen, når bevægelserne hænger sammen fra tåspids til fingerspids, og det lykkes at hive den rette mængde ilt ind i lungerne i det splitsekund, grænsen mellem luft og vand penetreres. Det væsentlige er at minimere tidsforbruget over overfladen, når man svømmer butterfly. Og det er det, hun er en af verdens bedste til. Det er forfølgelsen af den kropslige fuldkommenhed, der er blevet hendes livsnødvendige narkotikum. Men pludselig snørrer hendes hals sig sammen som et krøllet sugerør. Hun hører sine egne skvulp og tilskuerne brøle. Hun hiver efter vejret flere gange. Forsøger at fortsætte. Tænker på døden. Kvælningsfornemmelsen. Så sortner det for øjnene af hende. Og som en strandet hval bliver delfinen pillet op af bassinet halvejs på første bane uden at vide, at der skal gå mere end syv år, før hun igen kan svømme frit. Kan ikke tåle klor Mette Jacobsen kan ikke tåle klor og høj luftfugtighed. Men det er der ingen, der ved i begyndelsen af 90’erne. Flere gange må hun stoppe til træning og midtvejs i større stævner, når hun svømmer sin favoritdisciplin 200 meter butterfly. Og faktisk bliver hun forpustet, bare hun skal gå op ad trapper. - Min egen læge sagde, at jeg havde hekseskud, og at det var årsag til, at jeg ikke kunne få vejret. Jeg blev sendt til kiropraktor, der mente, at jeg havde en skævhed i ryggen, og jeg blev knækket og brækket. Men da det ikke hjalp, fik jeg at vide, at det var noget psykisk. De sagde til mig, at jeg havde et psykisk problem, og jeg blev jo selvfølgelig splittergal, fordi jeg syntes, jeg havde rimeligt godt styr på mig selv. Mette Jacobsen havde styr på sig selv. Faktisk så godt, at hun i 1991 snupper tre EM-guldmedaljer og en bronzemedalje og i 1990 hjemtager to bronzemedaljer til VM. Men selv om hun har haft anfald, siden hun var 14 år gammel, finder lægerne først årsagen til hendes problemer, da hun er 20 år. Den daværende landsholdslæge Klaus Bak skriver en artikel om astma, og Mette Jacobsen kommer til en astmalæge i København, der konstaterer sygdommen. - De finder ud af, at min lungefunktion er halveret. Og det er jo en ret nedslående besked at få, når ens karriere er på sit højeste. Jeg var overbevist om, at jeg var nødt til at stoppe. Og selv om jeg fik medicin, tog det lang tid at bearbejde bagefter. - I syv år tænkte jeg over det, hver eneste gang, jeg skulle svømme. Og havde jeg ikke haft trænere og familie, der kunne bakke mig op og få mig til at svømme andre discipliner, var jeg gået kold på det. Bror som træner Men det er netop essensen af det 34-årige svømmeikon, der har svømmet 32 EM- og VM-medaljer hjem til Danmark og smilende tager imod, som om hun var en helt ordinær motionist. Familien er en altafgørende del af hendes liv. Og stædigt har hun i slutningen af sin 24 år lange karriere stået fast på sin ret til at have sin bror som træner på trods af svømmeforbundets indvendinger om, at hun burde bruge den udnævnte landstræner og deltage i de samme træningslejre som alle andre. - Jamen, jeg er blevet så gammel nu, at jeg ikke vil investere en stor del af mit liv på noget, jeg ikke kommer til at svømme stærkt af. Jeg kunne forstå det, hvis jeg var en helt ung svømmer, der ingenting havde bevist, siger hun og læner sig frem for at sikre sig, at modtageren forstår, at hun ikke modsætter sig nogen for at provokere eller for at gøre nogen ondt. - Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne komme med til VM, hvis jeg ikke deltog i en træningslejr på seks uger og selv betalte for min træner. Og så skulle jeg altså ikke med. Men jeg kan da godt undre mig over, at svenske svømmere fik lov til at komme senere. Konkurrencepræget hjem Striden med forbundet fik hende til at indstille sin karriere sidste år, men hun har altid trænet på sin helt egen måde. Karrieren begyndte i et 25 meter langt tidligere elværksbassin i Nakskov, og i mange år havde de udenlandske journalister svært ved at forstå, at man kunne kvalificere sig til to Olympiske Lege og være en af verdens bedste svømmere, når man kun havde fire baner på 25 meter. Men bassinet var i cykelafstand og det eneste, der var i Nakskov. Og selv om Mette Jacobsen i svømmekredse har ry for at være en langsom starter, har far, mor og storebror haft mere end nok at gøre med at holde trit med den målbevidste pige, siden hun langsomt vaklede ned af stigen i den gamle elværkspool som seksårig. - Min far blev min træner, da jeg var ti år. Det var en stor fordel, for han kendte mine styrker og svagheder. Og det har egentlig aldrig været noget problem. Han har aldrig pacet mig, og jeg har altid været meget bevidst om, hvad jeg ville. Når der var noget, jeg ville, gik jeg hundrede procent ind i det, og jeg kunne rigtig godt lide at træne. Og hun har det ikke fra fremmede. Moderen arbejdede deltid for at have tid til at passe børnene, og faderen puklede på Nakskov skibsværft. Men begge forældre var meget aktive. De tog guldmedaljer hjem til Nakskov i svømmeklubben og løb maraton for hjerteforeningen, og selv om familien ind imellem også kastede sig ud i afslappende foreteelser, kom konkurrenceelementet altid snigende. - Min far troede for eksempel ikke på, at jeg kunne spise en halv liter softice, og så gjorde jeg det selvfølgelig. I det hele taget husker jeg mit hjem som meget aktivt og konkurrencepræget, og min mor løb engang en maraton med en brækket fodrodsknogle, fordi hun ikke ville give op. Stædig og indadvendt Mette Jacobsen var også stædig. Og i det hele taget en drengepige, der hellere legede med racerbiler end med dukker. Hun klatrede meget i træer, men selv om hun altid har insisteret på ikke kun at have en identitet som svømmer, var det ret hurtigt svømningen, der blev omdrejningspunktet for hendes udvikling. Hun fandt kammerater og kærester i svømmeklubber overalt i landet. Og vennerne i skolen syntes, det var sejt at læse om deres generte klassekammerat i lokalavisen, når hun fik Nakskovs idrætspris. - Jeg var bare glad for at få de priser, men satte ikke mig selv op på en piedestal. Jeg håbede faktisk bare, at folk ikke ville overføre det til andre sammenhænge, sådan at de forventede, at jeg ville være lige så god til alle mulige andre ting. Jeg havde nogle gange lyst til at gemme mig lidt. Men da hun stod på skamlen til OL i Seoul i en alder af 15 år, var det ikke nemt at gemme sig. Hun var udråbt som Danmarks nye store svømmehåb, og alle ville tale med den lille pige, der hurtigt fik rygtet som journalisternes skræk, fordi hun ikke var til at trække et ord ud af. - Det var ret overvældende, hvad der kom af journalister og spurgte mig om alt muligt. Og jeg tror bare, at det var en meget stor omvæltning for en genert pige fra Nakskov. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg tænkte: ”Hov, jeg har da ikke behov for at dele alt med alle mulige fremmede”. Og selv om hun er blevet mere udadvendt og sikker på sig selv, siden hun debuterede, ligger der stadig et strejf af en tilbageholdende næsten uselvisk adfærd gemt et sted inde bagved. Hun fortæller sin historie - først i små bidder og så i lidt længere - som for at sikre sig, at det ikke bliver kedeligt at høre på. Og patienterne i hendes fysioterapiklinik skal selv spørge, hvis de vil vide, hvem hun var for blot et år siden. - Hvis jeg kan slippe for at blive opdaget, hvis vi skal ud at spise og bare være neutral, så vil jeg hellere det. Og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil skrive autografer, hvis folk spørger. For jeg ved også godt, at prisen for at være eliteidrætsudøver er, at man bliver genkendt. Men det er bare ikke det, man tænker på som seksårig og bare elsker at svømme. Det er noget andet, hvis man melder sig til et realityshow. - Noget de har grinet meget af i min familie var, da jeg fik en Team Danmark bil. Der stod navn på døren, og når vi skulle noget og kom ind på en parkeringsplads, så sagde folk på bagsædet: ”Du kan holde derovre, der er plads”. Og jeg sagde: Jeg skal sgu ikke holde lige der i midten, hvor alle kan se mig. Jeg behøver bare ikke være svømmeren Mette. Jeg vil faktisk heller bare være Mette. - Jeg har det fint med at stå i baggrunden, og jeg har ikke behov for at bruge albuen og komme frem. Der er jeg nok sådan mere den rolige og forsigtige, hvilket jo strider mod det at være eliteidrætsudøver. Der er i hvert fald mange gennem tiderne, der har sagt til mig, at der er en ret stor kontrast imellem den målrettethed, jeg har, når jeg er i vandet og den måde, jeg er på som person. Men min mor siger, at sådan har hun også været. Så det kan være, det er noget genetisk. Aldrig fristet af doping Og måske er det netop den forsigtige og tilbageholdende indgang livet, der har afholdt Mette Jacobsen fra at springe over de lave gærder og i stedet tage den ene bane efter den anden på træningsbanen for at trimme bevægelserne til det perfekte. - Min bror har altid bandet over, at det var umuligt at få mig til at snyde, siger hun. Men snyd er hun stødt på. I slutningen af 80’erne var det de bredskuldrede østtyskere, der tog medaljerne og steroiderne, og efter et par tilsyneladende dopingfri sæsoner rejste de østtyske trænere til Kina. - Jeg er jo vokset op med østtyskerne, og det gik mig ikke så meget på dengang, fordi jeg stadig forbedrede mig selv så meget. Men da kineserne væltede frem i 93 og 94 og mødte op som kæmpe skurvogne med mørke stemmer og hår på ryggen, fik det mig til at overveje at stoppe. For spørgsmålet var jo hvor sjovt, det ville være, hvis jeg for fremtiden ikke kunne få medaljer uden at tage steroider. Kineserne tog 11 ud af 13 guldmedaljer til VM i Rom, og Mette Jacobsen måtte tage til takke med en fjerde- og en femteplads i de løb, hun deltog i, mens hun kunne se ukendte kinesere stå på skamlens to øverste trin. - Det er den værste sæson, jeg har haft på grund af magtesløsheden over det, siger hun og forklarer så, hvorfor hun ikke kunne fristes af præstationsfremmende midler, når nu det virker så nemt. - Jeg har aldrig været fristet til at tage det, ganske enkelt på grund af den måde jeg elsker min sport på. Jeg har aldrig set doping live, og jeg er aldrig blevet det tilbudt. Men jeg ville aldrig kunne eje en medalje, der er vundet ved hjælp af doping. Også på grund af det helbredsmæssige, for når man engang er færdig med svømningen, ville det da være forfærdeligt at være udstyret med et meget større hjerte. Man vil jo have ødelagt sit eget liv. Og svømning har været min hobby, men er ikke hele mit liv. Astmamedicin i blodprøve Derfor var det også til at forstå, at øjnene var røde, da hun mødte op til pressemøde sidst i juli måned 2004. Dopingkontrollen havde fundet et forbudt stof i en urinprøve, der var taget efter bronzemedaljen til EM i butterfly i Madrid. Og ironisk nok var det den astma, hun havde kæmpet med gennem hele karrieren, der nu var i gang med at sætte en endegyldig stopper for den. - Jeg sad på Sicilien i en OL-træningslejr og fik det at vide i telefonen. Jeg var fuldstændig knust, og det var ren overlevelse. Jeg var igennem en længere mølle, og det er bare det hårdeste, jeg har været igennem. Men den eneste grunde til, at jeg ikke stoppede var, at det var astmamedicin, og at det ikke var noget præstationsfremmende. For hvis det havde været steroider eller epo, havde jeg ikke kunnet forklare, at det ikke passede. Så ville jeg jo lyde ligesom alle de andre, der sidder og benægter det, og det ville jeg ikke. Selv om det kun var et ikke-præstationsfremmede astmamiddel, de fandt i prøven, var konsekvenserne store. Hun mistede sin medalje fra mesterskaberne i Madrid og blev senere udelukket fra at svømme i Frankrig i to måneder. Rekord føltes nem Og netop Frankrig husker hun. For det var her, hun havde sin karrieres mest sublime oplevelse i år 2000 - syv år efter hendes astma blev diagnosticeret. Med en delfin tatoveret under badedragtkanten gik alt op i en højere enhed og fornemmelsen af fuldkommenhed var tættere på en nogensinde. Det har blæst hele dagen, men hen mod aften har en lun stilhed sænket sig over langbanebassinet i den sydfranske by Canét. Hun skal svømme 200 meter butterfly. To gange før har hun været verdensmester i disciplinen, og hun føler sig sikrere end nogensinde. Roligere end før. Stærkere. Hun er iført en blå ankellang badedragt fra Speedo og de ældgamle svømmebriller, som hun har skiftet elastik på mindst 30 gange. Hendes krop skærer gennem vandet som den delfin, hun så gerne vil ligne. Bevægelserne flyder af sted legende og roligt. Men hurtigt. - Jeg har nogle gange haft en svaghed i ikke at turde komme af sted og være en langsom starter. Men jeg vendte først efter de første halvtreds meter. Og det var meget let. Det lyder åndssvagt at sige det, men har du nogensinde lavet en præstation, hvor du har trænet så meget, at det føles nemt, når du endelig gør det? Da hun klasker hånden i kanten efter 200 meter, kigger hun først på uret. Hun hører jubel og ser en tid, der overgår fantasien. Hun har barberet over et sekund af sin egen nordiske rekord. Og endnu vigtigere. Hun har overhovedet ikke tænkt over sin vejrtrækning. - Det fyldte mig med en voldsom glæde. Jeg havde tårer i øjnene og fik kuldegys. Og det er den følelse, jeg vil komme til at savne mest ved svømningen, og som jeg ikke tror, jeg kan overføre til noget som helst andet. Måske ny svømmer på vej Hvis der skulle være et enkelt element i livet, hun kan overføre fornemmelsen til, er den på vej. Toppen på maven af den spinkle tidligere topsvømmer vokser nemlig, og omkring 27. september skulle der gerne blive føjet et lille nyt medlem til Jacobsen-familien. - Det er en spøjs fornemmelse altid at have haft fuldstændig kontrol med sin krop og så pludselig ikke være i stand til at styre noget som helst længere. Om det bliver en svømmer, ved hun ikke, men den sparker allerede godt derinde, så aktiv er den i hvert fald. Og måske ikke engang genert. - Jeg synes da ikke, den behøver at blive helt så genert som mig. For nogle gange havde jeg nok godt kunnet bruge at kunne give lidt mere med albuen og føre mig frem. Men som menneske, tror jeg faktisk, det har været en fin sammensætning, det jeg har haft. Og måske er det faktisk først om lidt, hun skal tage de første tag. Mærke rusen risle gennem kroppen. Og jagte den uopnåelige følelse af fuldkommenhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...