Delfiner overstråler solen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vi mødte også en gammel kending herhjemmefra - en skarv - og så en hel del pelikaner, som ikke er spor eksotiske i Florida - faktisk er de alle vegne.

Allerede et par minutter efter vi har lagt fra kaj for at sejle ud for at se solen gå ned i den mexicanske golf, dukker den første delfin op. Langsomt, men dog så hurtigt at det er svært at fange med kameraet, dukker den op af vandet og glider i en blød, rund bevægelse ned i vandet igen. For at komme op igen nogle meter længere væk og gentage kunststykket. - Vi ser næsten altid delfiner, når vi sejler ud, forklarer vores kaptajn og drejer sejlskibet, en stor, hvid katamaran, så vi få endnu et par glimt af det fascinerende dyr. Herefter fortsætter turen ud på åbent hav. Havnen, vi lægger bag os, er marinaen på det store ferieresort South Seas Island Resort, der ligger på Captiva Island ud for Fort Myers i den sydvestlige del af Florida. Men det kunne have været næsten hvor som helst langs kysten, for at sejle turister på eventyr i Den Mexicanske Golf er et sikkert hit. Og det er ikke kun delfiner, sejlturen denne sene eftermiddag byder på. Der er også masser af pelikaner, ligesom vi får et glimt af den amerikanske nationalfugl, den hvidhovede ørn, der holder øje med os fra toppen af et udgået træ. Men naturligvis løber delfinerne med rampelyset igen, da solen langsomt nærmer sig havoverfladen. Pludselig dukker en enkelt op og cruiser foran båden, inden den forsvinder, så vi kan rette opmærksomheden i det vi egentlig er kommet for - en smuk solnedgang. Der er mange selskaber, der tilbyder solnedgangs- og delfinsejladser. Det koster et sted mellem 25 og 40 dollars at komme med Captiva Cruises - alt efter tidspunkt på dagen og om det skal være en katameran eller en motorbåd. Læs mere på: www.captivacruises.com