Dellerne varmes på vejen mellem Aalborg og Nibe

De lukkede plejehjemskøkkener kan med fordel bruges til cateringsfirmaer, mener rådmand

Ældreforhold 22. marts 2007 05:00

AALBORG: Som ventet besluttede ældre- og handicapudvalget i går at lukke plejehjemskøkkener i Storvorde, Nibe og Hals. Det betyder, at de ældre i de nævnte områder i løbet af i år vil få maden fra storkøkkener i Aalborg eller Mou frem for fra køkkener i nærområdet. - De vil få maden leveret på samme måde, som det foregår i Aalborg i dag, der er lavet en aftale med en privat leverandør, der leverer maden. Maden varmes op under kørslen, siger fungerende ældrerådmand Nils Bell (V). Det kommer selvfølgelig an på, om de ældre har valgt varm mad eller frostmad. Nils Bell har dog ikke nogle priser på, hvad det vil koste at fragten maden fra Aalborg til eksempelvis Hals og Nibe. Til gengæld slår han fast, at lukningerne på bundlinjen giver en besparelse på tre millioner kr., som politikerne blev enige om ved budgetforliget for 2007. Med beslutningen står de tre køkkener tomme i løbet af 2007. Dermed kommer de tre køkkener med i den redegørelse, som kommunaldirektør Jens Kristian Munk står i spidsen for. En redegørelse, der bl.a. skal vise, hvilke kommunale ejendomme der kan sælges ellers udlejes for at skaffe penge til andre projekter. Nils Bell har selv et forslag til, hvad køkkenerne kan bruges til. - Man vil kunne lave et cateringfirma, eller også kunne en frit valg leverandør leje det, siger Nils Bell, der erkender, at bygningerne næppe bliver solgt, da de hører sammen med plejehjemmene de tre steder. Det er dog ikke noget, ældre- og handicapudvalget skal beslutte, det skal byrådet. Forslaget til den fremtidige køkkenstruktur sendes nu ud til høring i ældrerådet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...