Motionsidræt

Deltagerrekord på cykel

Solhavens årlige motionsløb trækker deltagere langvejs fra

FARSØ:År efter år er Solhavens motionsløb blevet en voksende succes. Dette års løb søndag var ingen undtagelse og der var 122 plus en efternøler til start, hvilket er rekord hidtil. - Det er nok fordi løbet ligger så sent, at sæsonnen er ved at være slut, skønner lederen af Solhaven, Søren Virenfeldt. De hurtigste ryttere på den lange rute var i mål i Søndergade efter to timer. Strækningen var på 78 kilometer og havde 53 deltagere fra hele Nordjylland. Thomas Just, Farsø, var først hjemme. - Der forekom en del punkteringer, da vejen blev våd, fortsætter Søren Virenfeldt, men ellers var der ingen uheld. Ved løbets start advarede han rytterne mod især bakken i Fredberg, som indgik i den korte rute på 18 kilometer. Her er et skarpt sving, men det blev rytterne også advaret mod ude på ruten, hvor officials var opstillet. Det gav derfor heller ingen problemer for vinderen af denne strækning, Mohammed Chakar, Farsø, som for første gang stillede op til løb. - Jeg kunne nok have klaret en længere, sagde han bagefter. Hurtigst på den mellemste rute blev Morten Bo, Aars.