Film

Delvis ny ejerkreds i biocenteret

Thura Film A/S overtager 50 pct. af aktieposten

HJØRRING:Pr. 1. juni er der sket markante ændringer af ejerskabet i Hjørring Biocenter, hvor et nyt direktørskifte dog hele tiden har været planen og ikke skal ses som en pludselig udskiftning i direktørposterne. Efter at Hjørring Biocenter nu snart har eksisteret i to år, har bygherren HP Gruppen af 1953 valgt at afhænde 50 pct. at aktierne i biografen. Men det har været planen siden den første åbningsdag 31. august 2001, at HP Gruppen kun skulle være aktiv medejer i en begrænset periode. Det nye ejerskab kommer til at bestå af biografdirektør siden åbningen, Lasse Gram Pedersen, med 50 pct. af aktierne og ny direktør, Michael Obel, med 50 pct. Samtidig har boet efter afdøde Hans Morten Rubin valgt at sælge sine 25 pct. af aktierne til biocenteret. Den nye direktør Michael Obel har en lang baggrund indenfor den danske film- og biografverden, hvor han i dag bl.a. ejer Thura Film A/S, der har produceret film som "Nattevagten" og "Min Søsters Børn"-serien. Michael Obel har ligeledes stor biograferfaring som bl.a. tidligere direktør og nuværende aktionær i Cinemax-biograferne. Og Obel er i forvejen aktionær i biograferne i Helsingør og Slagelse, hvoraf sidstnævnte er under opførelse. Know-how Den daglige ledelse vil fortsat blive varetaget af Lasse Gram Pedersen og Randi Pedersen, og biografdirektøren ser skiftet som en god fremtidssikring: - Handelen får ikke umiddelbare konsekvenser for biocenteret, ligesom det ikke påvirker de 18 ansatte. Men den nye ejerkreds vil tilføre biocenteret en meget betydelig know-how og branchekendskab, ligesom det er med til at sikre fortsat fremgang og vækst, siger Lasse Gram Pedersen.