Dem fra Århus bures inde...

Hobro Idræts Klub har investeret i et udebaneafsnit, og det tages for første gang i brug i forbindelse med søndagens kamp i 1. division mod AgF

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et udebaneafsnit i galvaniseret hegn er nødvendigt, når der skal spilles 1. divisionskampe.

Dem fra Århus bures inde, når der på søndag er fodbold på Hobro Stadion.... Ikke fordi århusianerne er anderledes og værre end så mange andre, men fordi skarp adskilte sektioner med fodboldfans nu en gang er blevet hverdagskost og desværre en sikkerhedsmæssig nødvendighed, når der spilles fodbold på højt plan. Og det gør der i Hobro. Efter oprykningen til 1. division. Derfor har klubben investeret 110.000 kr. i et såkaldt udebaneafsnit, som i denne uge er monteret det i østenden af opvisningsbanen på Hobro Stadion. - Det er godkendt til 2000 tilskuere, og selv om vi venter stort rykind fra Århus, bliver der næppe fuldt hus i udebanesektionen. I bedste fald kommer vi måske op på 1000 - 1500 medrejsende fans fra Århus, skønner Hobro Idræts Klubs sikkerhedschef Allan Andersen. Udebaneafsnittet er opstillet permanent, og uanset om man kommer fra Århus, Vejle eller Viborg, som også er blandt Hobro IK's modstandere, ja så venter der ganske fine forhold bag målet mod øst på stadion. Det afskærmede afsnit er forsynet med egne salgsboder, toiletter m.v. Der er også et baghegn mod parkeringspladsen, og i begge sider er der en såkaldt bufferzone, så man kan modstå eventuelle paniksituationer. I Hobro Idræts Klub øjner man en ny stadionrekord i forbindelse med besøget af AgF. Et sted mellem 4000 og 5000 tilskuere er realistisk, mener Allan Andersen. Kampen fløjtes i gang søndag klokken 13.45, men dørene til stadion åbnes allerede kl. 12.30.