Demens udbredes de næste ti år i Hjørring
Allerede nu lider to ud af tre plejehjemsbeboere i kommunen af demens. Om ti år er der 22 pct. flere med sygdommen.
HJØRRING: Demenssygdomme bliver den store udfordring for ældreplejen i Hjørring Kommune i de kommende år. De næste ti år vil 22. pct. flere borgere komme til at lide af sygdommene.
Derfor vil man også bygge flere skærmede afsnit til demente.
- Vi vil gerne have et skærmet afsnit i Hirtshals, hvor vi håber at kunne bygge botilbuddet Vikingebanke om til et sådant skærmet afsnit, forklarer Lilli Damsgaard (S), formand for sundhed-, ældre - og handicapudvalget.
Hjørring Kommunes ældre har til gengæld ikke brug for flere almindelige plejeboliger om ti år, end der er i dag. Det fremgår af en ny behovsanalyse, som konsulentfirmaet COWI har gennemført for kommunen.
- Det kommer bag på os i sæh-udvalget, at der er plejeboliger nok. En tilsvarende undersøgelse tilbage i 2008 forudsagde, at der ville blive behov for 100 nye plejehjemboliger i løbet af kort tid, siger formanden, Lilli Damsgaard (S).
- Vi havde egentlig troet, at vi skulle udbygge Vellingshøjcentret med 20-30 pladser og have bygget 24 nye plejehjemboliger i Hirtshals. Men det behøver vi ikke lige nu. Men vi skal formentligt bygge flere handicapboliger, ældreboliger og aflastningspladser. Af de sidste har vi øjeblikket 50, som er meget benyttet.
Lilli Damsgaard (S) glæder sig over, at borgerne generelt bliver ældre og raskere og kan blive længere i egen bolig.
Sundhed-, ældre- og handicapudvalget har bedt forvaltningen komme med en supplerende oversigt over, hvad på boligområdet man skal satse på.
Den kedelige udvikling i antallet af borgere med en demenssygdom gælder ikke kun borgere i Hjørring Kommune, men for hele landet.
På landsplan lever 87.000 mennesker med en demenssygdom, og af dem har omkring 50.000 Alzheimers.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.