Dement og viljefast

"Jernladyen"

Meryl Streep vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, for sin præstation som Margaret Thatcher, Storbritanniens første kvindelige premierminister, i filmen "Jernladyen". Foto fra filmen
Demens 23. februar 2012 05:00

Uden Streep er det svært at forestille sig, at denne film ville være kommet i mål. Dertil vil den og prøver den for meget på en gang. For den vil både være historisk politisk periodeskildrer og samtidig fortælle en personlig udviklingshistorie om selveste Margaret Thatcher, Storbritanniens første kvindelige premierminister. Vi møder Margaret (Meryl Streep) i et nutidigt London, en 80-årig dement dame, mistænksomt lyttende til dem som passer på hende, og samtidigt i konstant dialog med sin mand Denis (Jim Broadbent). Der er blot et lille men ... Denis, som hun rutineret hundser rundt med, har været død i otte år, og nu oplever vi Margarets opvækst og politiske karriere i en række flashbacks, som spænder fra tyskerens blitzbombardement under Anden Verdenskrig over Thatchers politiske karrierer, de vilde militante strejker og det konservative partioprør, som til sidst fjerner hende fra aktiv politik. Det er en film, som har fat i mange temaer. Ung kvinde, der kæmper sig til top i et konservativt mandemiljø. Politisk karriereambitioner kontra lykkeligt familieliv. Og samtidigt vil den gerne give et dækkende politisk portræt af hele tidsperioden, Hele konstruktionen med den demente ældre kvinde, der konstant oplever sin egen historie afbrudt af sin afdøde ægtefælle, virker i begyndelsen meget tung og omstændig, men efterhånden får filmen og ikke mindst en eminent spillende Meryl Streep godt fat. Thatchers superliberalistiske ideer ramte jo Storbrittannien hårdt. Det var ikke bare kulminearbejderne, men hele industrisektoren og ikke mindst fagforeningerne som måtte bløde, da Thatcher satte hårdt mod hårdt i et forsøg på at redde samfundsøkonomien og det engelske pund. Der blev skåret til benet, og resultatet - voldsomme optøjer og massiv politiindsats - bliver da også glimtvis belyst i dokumentariske klip. Blot to år efter at være valgt i 1979 lignede Thatcher en kvinde, der aldrig ville blive genvalgt. Men så kom Falklandskrigen og flyttede fokus et andet sted hen, da jernkvinden beordrede den britiske flåde og 28.000 soldater til at forsvare britiske interesser mod Argentina. God gammeldags britisk kolonipolitik. Meryl Streep er som sagt fremragende i rollen, på en gang skråsikker arrogant og usikker på, hvad det nu egentlig er, hun lige foretager sig som dement. Og viljestyrken - den har hun stadigvæk - som når hun kræver whisky til helleflynderen, da hun har inviteret gamle politiske kampfæller på middagsmad. Ved siden af hende gør Jim Broadbent det også fint og dækkende som hendes altid trofast solidariske mand, der fra begyndelsen var klart til at støtte sin Margaret i, at hun skulle ikke dø, mens hun stod og vaskede en tekop af. Derimod gør Alexandre Roach ikke det store væsen af sig i rollen som den unge købmandsdatter Margaret, men ellers er birollerne glimrede besat af udmærkede britiske kræfter. Lidt for fersk spillet. Der går småsentimentalt dameblad og mit livs novelle i skildringen af den demente Margarets tilbageblik på familielivet, da børnene var små. Men ellers er skuespillet nøgternt og realistisk, og Streep er ganske skrækindjagende og forfærdelig, når hun folder sig ud i al sin giftigt korrekte magt og vælde og tryner sin vicepremierminister, så det gør ondt på os alle sammen. Og Streep får også bundet en slags sløjfe og slutning på den lidt vakkelvorne historie. Alligevel sidder du tilbage med en underlig uforløst mavefornemmelse. Hvad var det lige, vi skulle lære af den her film? At selv en forhadt konservativ politiker også er et menneske? At store politiske samfundsændringer kræver bitre valg, som går udover mange, men også dem, som træffer dem? Lidt af hvert, men ikke ganske overbevisende og derfor også lidt tandløs på trods af en fremragende Streep. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Jernladyen" Org. titel: The Iron Lady. Storbritannien, 2011. Instr.: Phylida Lloyd. En time, 45 min. Till.o. 11 år. Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...