Dement uden medicin i flere dage

Nancy Jeppesens datter mener, at hendes mor er blevet glemt i uge 30

HJØRRING:- I mandags var der stillet muggent brød og sur leverpostej frem til min mor i køleskabet, og ugen før er det min opfattelse, at den kommunale hjemmehjælp og -pleje har glemt min mor. Det ser ikke ud til, at hun har fået medicin i et par dage, og da jeg opdagede det, blev jeg så gal, at jeg græd. Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis vi ikke havde været her i Hjørring på ferie og havde opdaget det så hurtigt, siger Dorte Thomsen. Hun har netop holdt sommerferie i Vendsyssel men bor på Fyn og er datter af 73-årige Nancy Jeppesen, der bor i sin egen lejlighed på Frederikshavnsvej og er begyndende dement og har mistet korttidshukommelsen efter en hjerneblødning. Nancy Jeppesens anden datter bor i Thisted, så den ældre dame er meget afhængig af den daglige kommunale hjælp. - Min mor får livsvigtig, blodfortyndende medicin, og hun får 12-14 piller dagligt fordelt på morgen, middag og aften, så det er selvfølgelig vigtigt, at hun får sin medicin. Efter hun havde været på ferie hos os i uge 29, ringede vi søndag middag til både Centralkøkkenet i Hjørring og Område Skovgaarden, som mor hører under, og fortalte, at hun kom tilbage til Hjørring tirsdag eftermiddag i uge 30. Jeg gentog datoen i telefonen, for at der ikke skulle være nogen tvivl, og Centralkøkkenet leverede da også maden som aftalt straks fra mor var tilbage i Hjørring igen. Derimod tror jeg desværre hjemmehjælpen og -plejen har glemt hende, siger Dorte Thomsen. Ikke smurt mad Hun forklarer, at hun tirsdag i uge 30 kom til Hjørring sammen med sin mor, handlede ind, smurte mad til om aftenen og skrev til sygeplejersken, der forventedes at komme indenfor det nærmeste døgn, at hun dagen efter - om onsdagen - igen ville hente sin mor og tage hende med til fødselsdag i Hjørring. Onsdag hentede Dorte Thomsen Nancy Jeppesen og undrede sig godt nok over, at det ikke så ud til, hun havde fået sit sædvanlige onsdagsbad, men de tog afsted, og onsdag aften sørgede Dorte Thomsen for, at Nancy Jeppesen fik sin aftenpille. Torsdag besøgte datteren ikke sin mor, men fredag ringede Dorte Thomsen flere gange til Nancy, som ikke svarede på telefonen. - Jeg tog hen til hende om eftermiddagen og låste mig ind. Mor lå i sengen og havde hovedpine. Det virkede ikke som om, der havde været nogen hos hende. Tingene stod, som jeg efterlod dem på badeværelset. Pillerne stod også, som jeg efterlod dem, og der var ikke smurt mad, men min mor kunne ikke huske, om der havde været nogen hos hende, siger Dorte Thomsen. Hun ringede straks til Skovgaarden, og efter ti minutter kom en flink sygeplejerske på besøg i hjemmet på Frederikshavnsvej. - Jeg var vred og græd, og hun undskyldte med, at det ikke var hendes område, og at der var ferie og afløsere, men hun ville tage det med på et møde. Herefter smurte jeg noget mad til min mor, siger Dorte Thomsen, der kun tre dage senere - nemlig i mandags - blev vred igen. Det var den dag, hun tog en tallerken med gammelt brød og leverpostej ud fra sin mors køleskab. Ikke gjort klar - Jeg kan da ærgre mig over, at jeg ikke om fredagen smed det gamle ud, men jeg var forvirret over og optaget af, at mor tilsyneladende var blevet glemt, og der var desuden frisk mad i køleskabet - også om mandagen. Det gør selvfølgelig ondt, fordi det er min mor, men det handler ikke kun om hende. Forholdene skal være i orden, uanset om der er ferie eller ej, siger Dorte Thomsen. Hun mener, at der burde være en bog, hvor de mennesker, der kommer i hjemmet og giver enten mad eller medicin, kort kunne notere det ned, og hun håber, at forholdene for hendes mor bliver bedre. - Min søster oplevede faktisk også svigt i kommunikationen i uge 28, hvor hun hentede min mor for at tage hende med på sommerferie. Vi havde omtalt og skrevet, om hjælperne ville gøre klar og pakke lidt sammen med mor og gøre medicin klar, men da min søster kom, var ingenting gjort. Medicinen var ikke klar, vasketøjskurven bugnede, og vaskemaskinen var fyldt. Der var masser af opvask - myrerne kravlede rundt på bordet, og min søster ordnede selvfølgelig huset og sørgede for, at der kom en sygeplejerske, som pakkede medicinen. Vi ringede til Skovgarden og fik at vide, at der var ferie og afløsning, og at der ikke var blevet informeret godt nok. Jeg synes bare, standarden snart må højnes. Hvad vi har oplevet bare den tid, vi har været her i denne sommerferie er ikke godt nok, og vi er nødt til at kunne stole på, at forholdene er i orden - især også når vi ikke er her, siger Dorte Thomsen.