Demens

Demente dør af forkert medicin

Tusinder af gamle får antipsykotisk medicin, som ikke hjælper, men kan være livsfarligt.

Hvert år dør et stort antal demente danskere, fordi de får medicin, der er beregnet til psykisk syge. 8000-10.000 demente får antipsykotisk medicin. Problemet er, at medicinen ikke virker på demens. Og så er den farlig. - Flere tusinde demente danskere får den her medicin, men burde ikke have den. Dels er der overdødelighed, dels hjælper medicinen ikke patienten, siger Danmarks førende gerontopsykiater Nils Gulmann, som for nylig er gået på pension fra sit arbejde på Psykiatrisk Sygehus Risskov, hvor han dog stadig fungerer som konsulent. Det er to år siden, at en undersøgelse fra Lægemiddelstyrelsen viste, at 28 procent af beboerne på plejehjemmene får antipsykotisk medicin. Siden er tallene ikke gjort op, men ingen af de fagpersoner, som NORDJYSKE har talt med, vurderer, at der har været et fald. - Jeg kan da frygte, at tallene ikke er faldet, fordi der ligger en meget tung tradition for at bruge den medicin i belastende situationer, hvor de demente er til besvær, siger Nils Gulmann. På Brønderslev Psykiatriske Sygehus kender ledende overlæge Svend Seitzberg i hvert fald problemet. - Når de demente bliver indlagt her på vores gerontopsykiatriske afdeling, er man ofte nødt til at skære en helt masse medicin væk for at få patienterne lidt mere klare i hovedet, siger Svend Seitzberg. I FOA bliver der talt om emnet. Det fortæller sektorformand Karen Stæhr. Hun erkender, at hendes medlemmer nogle gange presser lægerne til at hjælpe med at løse et problem med en urolig beboer. - Men man skal ikke medicinere demente, bare fordi der kun er én i nattevagt, og man kan ikke håndtere, at de tonser rundt på gangene. Så må man altså finde ud af, at der skal være noget personale, der kan varetage de nødvendige opgaver, siger sektorformanden, som opfordrer politikerne til at gå ind i normeringsspørgsmålet. Formanden for de praktiserende læger Michael Dupont ved godt, at hans medlemmer bliver presset af plejepersonalet og ind imellem giver efter for presset, selv om det er tvivlsomt, om patienten har gavn af medicinen. - Det er altid nemmere at sige ja, end det er at sige nej, siger Michael Dupont.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst