Demente må klare sig uden lås

Socialudvalget afventer udspil fra Henriette Kjær

Socialforhold 25. marts 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Før socialminister Henriette Kjær barsler med en ny lovgivning på demens-området bliver der ikke ændret et komma i den praksisplan, der ligger for håndtering af demente i Frederikshavn Kommune. Det slår socialudvalget fast efter formanden for ÆldreSagen i Frederikshavn, Bengt Olsen, har bedt udvalget overveje om det ikke var en god ide at lukke forsvarligt af for at sikre, at de demente medborgere ikke kommer til at friste en ussel skæbne i det frirum, de ikke selv kan bestyre. - Jeg ved godt at loven fra 1999 forbyder os at låse de demente inde, men det er forfærdeligt at så mange skal omkomme før lokalpolitikerne tager problemet alvorligt, understregede Bengt Olsen overfor NORDJYSKE 26. februar. - Men vi ønsker ikke at skærpe de sikkerhedsregler, vi har i dag, fastslår socialudvalgets formand, Erik Janum. - Ind til videre vil vi lade plejepersonalet fortsætte med de muligheder, de har for at sikre, at demente ikke lister ud uden opsyn, siger formanden. Han henholder sig til det udvalgsarbejde, der pågår i socialministeriet og som i løbet af de næste måneder skulle udmønte sig i en ny lov på området. - Når vi har loven vil vi gennemgå den minutiøst og vurdere, om der lægges op til ændringer, der vil kunne sanktioneres af os. Formanden for ÆldreSagen, Bengt Olsen, havde håbet, at udvalget ville drøfte et konkret forlsag til, hvordan man kan lukke forsvarligt af for demente uden at låse for dem. Forslaget går ud på at udstyre døre med to håndtag, som begge skal aktiveres for at døren kan åbnes. Det nederste ved at presse håndtaget nedad og det øverste ved at løfte det opad. Det er bevægelser, som fordrer en kordination, som en dement ikke besidder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...