København

Demo for anstændighed

KØBENHAVN:- Nok er nok. Sådan sagde skuespilleren Jesper Christensen lørdag i en kommentar til sin medvirken til en demonstration i København, som var arrangeret af netværket Danskere for et anstændigt Danmark. Netværket stiller sig især kritisk til regeringens rets- og udlændingepolitik. Skønsmæssigt deltog godt 5000 i demonstrationen, der begyndte på Christiansborg Slotsplads, hvorfra deltagerne i fakkeltog bevægede sig mod Rådhuspladsen. - Yes, we can, lød det som akkompagnement til ét af indlæggene på slotspladsen. Efter bedste Obama-mønster var demonstrationen nemlig indkaldt og videresendt pr. e-mail. Initiativtageren, Jørgen Bache, bød velkommen og gav herefter ordet til lektor Morten Ejrnæs fra Aalborg Universitet. Han lancerede begrebet "den humane nedkøling" som udtryk for politikernes manglende respekt for menneskerettighederne og for mennesker af anden hudfarve og religion. - Den nedkøling har indtil nu ikke mødt særligt megen opmærksomhed, men på sigt er den måske langt alvorligere end to emner, der er langt større fokus på, nemlig den globale økonomiske krise og klimaforandringerne, sagde han. Jesper Christensen læste op på slotspladsen samt på Rådhuspladsen, hvor han fik selskab af forfatterne Kirsten Thorup og Stig Dalager./ritzau/