EMNER

Demokraterne græd

EU:Barroso lo. Demokrater græd. EU-kommissionens formand José Manuel Barroso blev set begejstret og ligefrem jokende. Det er han, efter at have fået sin og EU's mand, Mario Monti, indsat i spidsen for en italiensk teknokratregering - uden en eneste folkevalgt af italienerne. Men Monti har i næsten 10 år arbejdet som EU-kommissær. Monti udtaler, at han begynder sine aktiviteter i kommissionen, "fordi den står mit hjerte meget nær"! Ja netop. For, som EU-kommissær forpligter men sig til arbejde for EU - og ikke for sit hjemland. Og når man tager i betragtning, at den gode Monti - i øvrigt sammen med den nye chef for Den europæiske Centralbank Mario Draghi - har en fortid i spekulantbanken Goldman Sachs, så er det vel heller ikke sært, at Monti i sine første udtalelser har EU og investorerne og ikke så meget det italienske folk, som jo som med almindelige mennesker i andre lande, er dem, der må bærefølgerne af bobler og krise skabt og forstærket ikke mindst af spekulanter og banker. Ugen forinden fik Barroso og EU ligeledes indsat, en nypremierminister i Grækenland, nemlig den tidligere EU-embedsmand Lucas Papademos. Heller ikke han er folkevalgt. Vi er altså nået dertil, at EU føler sig berettiget til ikke blot at stille krav til de enkelte eurolande, men direkte at få pressetegne folk ind som regeringsledere. I begge tilfælde efter de siddende regeringer var kørt fast i forsøgene på at gennemtvinge den EU-fastsatte politik. Normal demokratisk praksis ville være, at der så blev udskrevet nyvalg. Men nej, det blev end ikke overvejet. Vi er nu nået så langt, at EU indsætter sine folk som regeringschefer. Det er ikke længere nok blot at stille krav til landene. Vi er efterhånden nået langt ud i en demokratisk rutsjetur, hvor befolkningerne skubbes mere og mere til side. De bliver tilskuere til deres egen nedtur, så at der bliver protesteret og gjort oprør mod denne udvikling burde ikke undre nogen. Vi har behov for en demokratisk renæssance. Denne gang lo Barroso, og demokraterne græd.