EMNER

Demokrati eller bureaukrati?

Karakteristisk er det, at den danske EU-debat ofte ender med at gå tilbage til Adam og Eva, og det hele degenerer derfor til en debat for eller imod EU. Indtil videre ser det ikke ud til at dette valg har været en undtagelse.

Det hele skyldes naturligvis den dybe danske skepsis overfor hele EU-projektet, i hvert fald når vi mener at vide, at EU-bureaukraterne kommer og tager vores demokratiske magt fra os. Vi har en dybt indgroet forestilling af EU som en endeløs række af pompøse glasmonstre, hvori habitklædte gamle mænd med smil på læben nyder at undergrave det nationale demokrati, ja man kan næsten se hornene gro ud af panden på dem. Sandt er det da også, at EU har problemer med f.eks. generøse diæter, bureaukratiske og indviklede beslutningsprocesser samt nytteløs og måske direkte ødelæggende landbrugsstøtte. EU-skeptikerne tordner mod disse problemer, mens andre bare føler ligegyldighed overfor det verdensfjerne EU og derfor holder sig langt væk fra den demokratiske debat. Spørgsmålet er dog, om ikke befolkningernes ligegyldighed eller skepsis over for EU kan regnes for at være lige så ødelæggende, og måske direkte medvirkende til mange af problemerne. Vi anklager EU for at være udemokratisk, men vil dog alligevel ikke deltage konstruktivt i valget, til trods for at EU's demokratiske og folkevalgte organ har mere magt end nogensinde før, og vil få det endnu mere med den nye forfatningstraktat. Man kan ikke benægte, at EU har fået stadig mere omfattende indflydelse på dansk lovgivning, og derfor er det beskæmmende, at se mange EU-optimister benægte at dette skulle være tilfældet af frygt for den folkelige opinion. I stedet burde EU-optimisterne stoppe med at kæmpe på modstandernes præmisser, og i stedet fortælle om deres visioner for det fremtidige EU. Mange nærer skepsis overfor EU, fordi vi frygter, at vores nationale identitet som danskere forsvinder, og at Morten Korch-idyllen omdannes til en golfbane for tyske rigmænd. Vi bør derfor starte med at begrave myten om vores truede nationale identitet. National identitet er subjektivt, symbol- og værdiladet begreb. Vores identitet som danskere vil EU aldrig kunne lave om på, netop fordi EU er en politisk institution. EU kan derimod gribe ind i den danske lovgivning. Hvis man sætter lighedstegn mellem dansk lovgivning og dansk identitet siger man i virkeligheden at det eneste, der binder os sammen som danskere er vores lovgivning. Er det ikke en fattig definition på national identitet? Har vi ikke andet tilfælles end det kollektive sæt regler som folketinget udstikker på basis af grundloven? Hvis man svarer ja til dette spørgsmål anerkender man dybest sæt at vores nationale identitet er død. Den dag vi anerkender, at EU ikke kan lave om på vores danske identitet kan man konstruktivt diskutere hvorvidt EU skal have mere indflydelse på lovgivningen, og derfor vil det forhåbentlig resultere i større folkelig opbakning til EU. EU's demokratiske underskud skyldes måske i mindre grad EU's struktur, og i højere grad apatien og ligegyldigheden overfor EU. EU vil aldrig få demokratisk legitimitet førend befolkningen stopper med at kritisere manglen på demokrati og i stedet engagerer sig i den demokratiske dialog på samme måde som vi gør til folketingsvalgene. Demokratiet skal først og fremmest komme fra os og ikke fra EU. Dernæst kan man diskutere evt. reformer af EU's struktur for at komme den bureaukratiske arbejdsgang til livs. Måske vil det endda være lettere at mindske bureaukratiet med øget folkelig opbakning idet EU's nuværende sammensætning skyldes at man har ønsket at afveje nationalstaternes interesser (Ministerrådet), fællesskabets interesser (Kommissionen) og ønsket om demokrati (Parlamentet). Hvis de europæiske befolkninger anerkender, at deres nationale identitet ikke trues af EU, og at deres interesser stemmer overens med de fælles demokratiske interesser vil det være meget lettere at reformere EU i mere demokratisk og ubureaukratisk retning, idet der så vil være tale om sammenfaldende interesser, og ikke som nu, modstridende interesser. Dette kan ganske vist lyde som en utopi, men den er bedre end den utopi mange modstandere prøver at fremstille. Det er ikke utopi, at vi stadig er lige så danske som altid, men det er utopi at tro, at vi kan lovgive fuldstændig selvstændigt i Danmark. Man fornægter virkeligheden hvis ikke man anerkender, at nationalstaterne i en globaliseret verden er blevet indbyrdes afhængige, specielt hvad økonomi angår. Vi kan f.eks. ikke styre den danske økonomi selvstændigt, dette må gøres i andre fora, herunder EU. I stedet for at modarbejde virkeligheden bør vi gribe den, og udnytte dens muligheder. Dette kræver et opgør med den danske hængekøjementalitet, hvilket kan tage lang tid. Foreløbig kan vi dog starte med at engagere os aktivt ved at stemme til valget i morgen.