Demokrati er blevet religion

STYREFORM:Jeg har i lang tid haft den opfattelse, at demokratiet var den mindst ringe styreform og derfor den bedste! Nu erfarer jeg, at demokratiet er den bedste styreform overhovedet. Ja, jeg erfarer, at demokratiet sågar er en anskuelse eller et livssyn. Eller for at fylde målet til toppen: demokratiet er blevet en religion! Der er forslag fremme om at afskaffe blasfemiparagraffen, så at religioner kan udsættes for den kritik, de fortjener og mere til, og for at intet religiøst samfund kan klage til domstolen over en krænkende fremstilling af dets religion. Fint nok. Det interessante i denne forbindelse er, at hvis man indtager en kritisk holdning til demokratiet, så er man dømt ude af det gode samfund. Demokratiet er nemlig hævet over kritik og dermed en religiøs livsanskuelse. Hvis man så ovenikøbet identificerer demokratiet med det danske samfund, har man givet sig selv licens til at drive enhver anti- demokrat ud af landet. Derfor er det "logisk", at Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, pointerer, at de folk (muslimer), der ikke går ind for demokrati, må forlade landet. Efter hvilken metode ønsker man at afgøre det spørgsmål? Jeg mener, at panikken efterhånden går for vidt, og at den "demokratiske" revselsesproces antager inkvisitoriske former. Præmissen i hele argumentationen er, at demokratiet som en fornuftig styreform er truet. Jeg mener simpelthen, at denne præmis er forkert. Hvis der argumenteres for præmissen, sker det ved henvisning til enkeltstående begivenheder, der hidser sindene op. Jeg finder det meget beklageligt, at Socialdemokratiets formand løber i hælene på Dansk Folkepartis forsøg på en etnisk rengøring af det danske folk. Foreslår man i dette blads spalter en lidt mere tolerant måde at diskutere muslimske danskeres forhold til dansk styre og lovgivning på, bliver man (jeg) overøst med propagandamateriale fra Foreningen for Dansk Kultur, der efter min mening dyrker et billede af Danmark, der er så fortidigt som Ruder Konge. I denne forenings værn om dansk identitet tror man, at hvis undervisningen i dansk historie igen får heroisk perspektiv ved at handle om Niels Ebbesen, Peder Willemoes og dragon Jens Kjeldsen, så vil der ske en genrejsning af det gamle Danmark. Efter min mening dyrker man en mumie af Danmark. Eller man får anonyme breve, der tiltaler én ved fornavn og beskylder én for uansvarlighed, uden at man selv vil tilkendegive sig. Skamløs debatform! De anonyme brevskrivere vil forsvare en kultur og et styre, der beror på, at man med sit navn står ved sine ytringer. Men det ønsker de anonyme ikke. Ringere talsmænd for demokrati og åben debatkultur findes ikke. Forleden dag var en sorgens dag for Dansk Folkeparti, fordi Folketinget besluttede, at ca. 5200 skulle have dansk indfødsret. Partiet meldte således også straks ud, at betingelserne for at blive lurmærket dansker burde strammes væsentligt. Forudsigeligt og beskæmmende tungsindigt på samme tid. Måske er der morgenluft for partiet, hvis man kan blive enig med Mogens Lykketoft om, at nye ansøgere skal aflægge en demokratisk trosbekendelse og have sjælen gennemlyst på røntgenafdelingen for Demokratisk Rettroenhed. Nogle siger, at religion og politik er adskilte størrelser. Ja, men separerede par driver ofte i det skjulte omgang med hinanden. Det gælder også religion og politik.