Islam

Demokrati er et europæisk fænomen

I vor skoletid lærte vi, og senere i livet erfarede vi, at demokrati er folkestyre, i modsætning til diktatur eller religiøst styret fåmandsvælde. I demokratiet har borgerne afgørende indflydelse; de er frie og ligeberettigede.

Grundlaget for det skal findes i det antikke Athen. Her dannede statsmanden Kleisthenes i år 507 før vor tidsregning en forfatning, som blev kimen til demokrati. Men det moderne demokrati blev først grundlagt i Frankrig i 1700-tallet, menlig med den oplyste enevældesperiode som springbræt. Her var især fremsynede tænkere som Montesquieu, Rousseau, Voltaire samt Friedrich 2. der Grosse de fremtrædende personer. Det kan herigennem konstateres, at begrebet demokrati ikke alene er et europæisk, vesterlandsk fænomen; men demokrati i den udviklede udgave, som vi kender den, er ikke resultat af en enkelt generations fremskridt, nej, det er resultat af adskillelige århundreders udvikling. Som i totalt fravær af tænkere og filosoffer med nødvendig indsigt i udvikling blandt mennesker jorden over og statsformers udvikling fremprovokerede USA's nuværende præsident, George W. Bush junior, en krig rettet mod et land, hvor måske nogle få har hørt eller læst om det fremmedartede begreb demokrati. Med meningsløs vold og drab, bombninger og ødelæggelser ville denne mand og hans håndgangne gamle mænd af ultrakonservativt tilsnit ved tvang indføre en styreform, som efter sit væsen alene kan opstå i frihed blandt frie borgere, der gennem mange generationer har gennemlevet en demokratiseringsproces, og som alene kan gro og trives i en nation, hvor borgerne frit kan leve under en selvvalgt styreform. At det angrebne og efterhånden i lang tid besatte Irak er et muslimsk land, er af overordentlig og afgørende betydning. Men det er åbenbart en betydning, som Bush og hans såkaldte rådgivere har valgt at se bort fra. Mens den europæiske, vesterlandske udvikling frem til det velfungerende demokrati, som vi kender det i dag, er blevet til gennem mange århundreder, tror George Bush og hans ligesindede åbenbart, at demokrati kan påtvinges en nation næsten fra den ene dag til den anden. Hvem har nogensinde hørt noget mere tåbeligt og selvmodsigende. Tåbeligheden forsøges endda gennemført i et muslimsk land, hvor man – så længe landet har eksisteret – ikke har kendt til andet end diktatur eller religionsbestemt ledelse. Men den styreform har Irak og alle andre islamiske lande åbenbart levet rimeligt med. Hvorfor må de ikke det? Som født og indlevet demokrat kan jeg naturligvis ikke synes, at det er godt for en nation og dens borgere at leve under diktatur; det kan sikkert kun diktatorerne. Men selv om demokrati for os vesterlændinge synes at være den eneste tænkelige styreform, så er det vel ikke dermed sagt, at demokrati er den eneste tænkelige, tilladte eller brugbare styreform i verden. Der står vel ingen steder skrevet - end ikke i erklæringen om menneskerettighederne - at alle nationer i verden skal være demokratier eller indføre demokrati, samt at alle mennesker overalt på jorden skal være demokrater. Med det kendskab, jeg har til islam, så vil den religionsfikserede samfundsform og demokrati være ganske uforenelige størrelser. Hvilken lærd muslim, man end har hørt udtale sig, er det den besked, man får. Islam har et helt grundlæggende problem med demokrati: Allahs suverænitet og hans åbenberede sandhed står over alt andet. Man kan ikke både have Guds suverænitet og folkesuverænitet. Der findes egentlig ingen verdslig lov; lovkomplekset Sharia indeholder alle de regler, der er brug i alle samfundets led, religiøst, verdsligt, juridisk. En troende muslim skal følge Koranens bogstav, og det vil sige, at han ikke på egen hånd kan tage stilling i livets forhold. Når vi i den demokratiske verden taler om menneskerettigheder og erklæring herom, så bygger de islamiske erklæringer ikke på den enkeltes rettigheder, men på forpligtelsen til at følge Sharia'ens forskrifter. Når således denne religionsfikserede livsform (som vi demokrater vel betragter som en slavetilværelse) tiltaler muslimerne og gør dem livet lettere, fordi det er en enevoldshersker og religionssamfundets ledere, der bestemmer for dem, og fordi ledende religiøse som muftier eller imamer ud fra Koranen i forvejen udstikker alt, hvad mennesker skal tro, tænke og gøre, så kan de enkelte muslimer i deres familier og fællesskaber leve et stille og ganske ansvarsfrit liv. Ud fra den tanke synes det egentlig nemt og næsten uforpligtende at være muslim, og det må i sandhed skabe en speciel mennesketype, "homo islamicus". Men så længe vi i den demokratiske verden lovpriser friheden, herunder religionsfriheden, kan det ikke tilkomme noget menneske eller nogen menneskelig magt eller nation at blande sig i et islamisk lands indre forhold. Selvom verden ikke under nogen omstændighed kan se igennem fingre med terrorhandlinger, som må betragtes som intet andet end strafbare forbrydelser, så kan terrorhandlinger sandsynligvis forklares og tolkes som reaktion: Gennem århundreder frem til de store opdagelsers tid var islam og den arabiske verdens kulturkreds kraftcentrum for den omgivende verden. Men gennem de seneste århundreder har den arabiske verden måttet tåle den vestlige verdens dominans. Den ophobede uret synes nu at skulle hævnes!