Ungdomsuddannelser

Demokrati kræver god kommunikation

HF-LUKNING:Gunhild Bach Nielsen (formand for amtets undervisnings- og kulturudvalg, red.) anfører i søndagsudgaven af NORDJYSKE Stiftstidende 5. oktober, at demokrati kræver ansvarlighed og i dette tilfælde fremmøde. De faktiske kendsgerninger er, at vi HF-elever for det første selv har anmodet og skabt kontakt gennem LAK, Landssammenslutning Af Kursistrådet, om et eventuelt møde med amtsrådet angående lukningen af HF i Ranum. Vi skabte kontakten, da vi ønskede vejledning til måden, hvorpå man kan påvirke den politiske proces. Det er utroligt ærgerligt, at vi ikke kendte noget til mødet 11. september i Aalborg. Den dag var vi rent faktisk i Aalborg til demonstration sammen med de øvrige gymnasier i Nordjylland, for at demonstrere imod nedskæringerne på uddannelsesområdet. LAK, som har arrangeret mødet med jer, sendte en e-mail til en anden aktiv HF-medstuderende, som først så e-mailen ved middagstid den pågældende dag. Man kunne måske have forventet af LAK, at man i sådan en vigtig sag havde valgt at bruge en mere stabil og sikker kommunikationsform. Vi havde i dette tidsrum mange travle og aktiv dage, og det medvirkede til at vi opdagede e-mailen for sent. Vi beklager selvfølgelig, at mødet missede. Vi ville virkelig gerne have mødt op, fordi vi faktisk føler os som ganske ansvarlige unge! Vi ringede derfor med det samme til LAK men fik her at vide, at der ikke var mulighed for et nyt møde. Demokrati kræver stabil og personlig kommunikation. Vi havde netop i disse dage enormt travlt med faglige aktiviteter for vores HF i Ranum. Vi var meget aktive og følte, at vi virkelig havde noget at kæmpe for, nemlig et HF med en perfekt beliggenhed i Ranum og et kvalitets HF, hvor vi er de centrale personer i et spændende uddannelsesmiljø, med en folkeskole og et pædagogseminarium som nærmeste nabo. Du anfører selv i dit læserbrev i NORDJYSKE søndag 28. september, at HF-eleverne er førsteprioritet i denne flytning. Man kan formode, at vi HF-elever netop drukner i Aars i et gymnasiemiljø med gymnasiets traditioner og normer. I nedlægger vores HF-kultur her i Ranum og fjerner ved flytningen muligheden for en god og spændende ungdomsuddannelse i en mindre by i Vesthimmerland. Den store skuffelse er stadig, at beslutningen allerede er truffet efter første behandling i amtsrådet, og vores håb er derfor at få den samme behandling som Fjerritslev Gymnasium, fordi netop ansøgertallet har været stigende til HF i Ranum. Da økonomien ikke spiller den store rolle i beslutningen om flytningen af Ranum HF, synes vi, at vi har alle argumenterne for at få de samme vilkår, som Fjerritslev Gymnasium har fået. Derfor er jeg glad for, at du har svaret mig inden andenbehandlingen i amtsrådet. Så du har ret, - demokrati kræver noget af os alle, såvel HF-elever som af amtspolitikere!