Demokrati ligegyldigt for magthavere

I forfatningsforslaget fra EU-konventet, som er afleveret til regeringerne i EU, fremgår det af artikelforslag 45, stykke 4, at "Politiske partier på europæisk plan bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje." Desværre forholder det sig således, at de regler, der er opstillet vedrørende disse partier, betyder, at partierne mindst skal være repræsenteret i en fjerdedel af medlemsstaterne, hvis de skal have økonomisk støtte af EU. Dette vil betyde, at små, regionale partier og græsrodsbevægelser, der kun finder støtte i ét eller få medlemslande, ikke kan få tilskud af EU-systemet. Så hvis man er en del af et mindretal, der ønsker at opstille et parti eller bevægelse til EU-parlamentet, vil man blive økonomisk diskrimineret i forhold til de store politiske partier. Grundlæggende er der fire store problemstillinger vedrørende denne demokratiske diskrimination. For det første er fælleseuropæiske partier et gruopvækkende forsøg på at fremavle en europæiske bevidsthed ved hjælp afen gulerod, som er mange milliarder euro. Om befolkningerne finder det godt, er underordnet, da EU-projektet altid har og nok altid vil, gå forud for folkelig deltagelse og forståelse. For når man koger det ned; hvor mange danskere kan så relatere til Blair i England, Schröder i Tyskland eller for den sags skyld Berlusconi i Italien? Og hvor mange danskere kunne overhovedet finde på at stemme på dem. For det andet strider denne forskelsbehandling mellem forskellige politiske bevægelser og partier, efter min opfattelse, mod artikelforslag 5, stykke 1's ånd, hvor der bl.a. står følgende: "Unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre". Ved Unionens forskelsbehandling bliver respekten for regionale og lokale partier decimeret til det latterlige.Det er i orden at være en del af en regional eller lokal gruppe/parti, men hvis man ikke er socialdemokrat, konservativ eller liberal (læs: Venstre), bliver man betragtet som en ligegyldig parasit på demokratiet. I hvertfald i forhold til hvilke økonomiske rettigheder éns parti har i EU-sammenhæng. For det tredje er partier, som nok har navnet til fælles, ikke ubetinget ens. F.eks. er der stor forskel på Socialdemokratiet i Danmark og Socialdemokratiet (læs: Labour) på Malta. I Danmark kan de ikke få EU nok; der er ikke grænser for, hvilke kompetencer EU skal tildeles. Mens Labour på Malta er modstandere af medlemskab af EU. Det samme gør sig gældende for De Grønne, som i Tyskland er kendte føderalister, mens de i Irland er erklærede skeptikere. Disse nuancer skal nu igennem EU-kødhakkeren og ensrettes. For det fjerde er europæiske partier et tydeligt tegn på, hvor Euro-nationalistisk EU er. Forskelligheden har og får trange kår, når den ikke passer til EU's papkassetænkning, forstået på den måde, at hvis partiet ikke passer ind i EU-billedet, diskrimineres det bort, ved hjælpaf økonomiske repressalier. Man har med andre ord udskiftet respekten forden demokratiske forskellighed og mangfoldighed med EU-ensretning. Undertegnede troede i alt min naivitet, at demokrati betød respekt formindretallet og dennes ret til deltagelse i det demokratiske liv. Dette er åbenbart ligegyldigt for magthaverne i EU. Allan Andersen, Gøoteborg Allé 14, 4.A, Århus N. E-mail: allan@junibevaegelsen.dk