Demokrati og lokalråd

DEBAT

Lokalpolitik 6. august 2010 06:00

Lokalpolitiker Jan Andersen har i disse spalter over tid gjort sig til talsmand for oprettelse af Lokalråd i Kommunen. Det er altid godt til stedse at udfordre den demokratiske opbygning vi har valgt at styre efter. Da især i disse tider hvor både Skagen og Sæby så mindeligt frabeder sig indblanding fra Frederikshavn. Kan det gøres bedre og anderledes og stadig have demokratiet i højsædet? Ved sidste Kommunevalg i 2009 magede det sig således at gamle Frederikshavn Kommune fik 13 mandater i Byrådet, Sæby 11 og Skagen 7. Med udgangspunkt i 32.000 indbyggere i FRH, 18.000 i Sæby og 12.000 i Skagen. Det vil reelt sige, at Sæby og Skagen til enhver tid kan diktere lige nøjagtigt hvordan udviklingen i Frederikshavn Kommune skal formes. Demokratisk eller ej. Bruger Sæby og Skagen så flertallet? Ja i bedste Rio Bravo stil kuppede Sæby sig i hvert fald til borgmesterposten. Borgmesterens første større handling blev som bekendt ”En Kommune – et Rådhus. Rådhusene i Sæby og Skagen sættes til salg. Medarbejderne samles i Frederikshavn”. Velvidende at støttepartiet SF gik til valg på mindre centralisering. Dernæst indarbejder man en indtægt i budgetterne på 20-30 mio. kr. ved at nedprioritere de offentlige kommunale veje til private fællesveje. En udgift der for ca. 80 % vedkommende skal finansieres af borgerne i Frederikshavn by. Forslaget er i bund og grund bindegalt og noget af det mest asociale projekt jeg nogensinde har set. Måtte det dø ved først givne lejlighed. At man næsten, udspekuleret som en gammel ond svigermor, vil lukke de botaniske haver, besparelser på turistområdet og for at sætte punktum lukke halvdelen af de offentlige toiletter. Besparelser der andrager et par mio. kr. ud af et buget på 3,3 milliard! Jeg savner niveau ved de politikere der fører sig frem på den måde. Gode Jan Andersen, Lokalråd. Jeg tror der er behov for at det siddende Byråd i den grad skal ændre adfærd før vi kan tilbyde vore borgere reel mere demokratisk indflydelse. Og til alle vælgere, husk hvor I sætter krydset næste gang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...