Demokrati på svensk

Jeg tror faktisk, at de fleste af os danskere har det rigtigt godt med vores blå-gule naboland. Godt nok havde vi en overgang en frygtelig uvane med at være i krig i tide og utide, men det er mange år siden nu, og i dag tænker de fleste af os nok på noget helt andet end krig, når nogle siger ”Sverige”. Det kunne f. eks være politiserien Beck, Volvo, Ikea eller måske Astrid Lindgrens fremragende børnebøger.

Og det er sikkert svært for mange af os at forestille sig, at der skulle være noget galt med demokratiet i det ellers så korrekte Sverige, men det er der. Det er flere danske valgforskere enige om. Først og fremmest er der censuren, der er visse meninger, som bare ikke får lov til at komme frem under den svenske debat. Senest har Svensk TV4 og public service kanalerne sagt nej til at vise en valgfilm begået af partiet Sverigedemokraterne. Filmen viser en ældre og gangbesværet kvinde, der bliver overhalet i et kapløb om offentlige penge af en flok burkaklædte kvinder. Pointen er, at Sverige, i lighed med Danmark, står over for et valg mellem indvandring og velfærd. Valgfilmen var altså for stærk kost for de svenske medier, der på denne måde tillod sig at være smagsdommere på vegne af seere. Nu skriver jeg smagsdommeri, men censur er i virkeligheden det bedst dækkende ord. Naturligvis bør tv ikke vise hvad som helst, men jeg kan virkelig ikke se, at der er det fjerneste anstødeligt i reklamefilmen, og jeg vil opfordre enhver til at gå ind på f. eks Dansk Folkepartis hjemmeside, hvor der på forsiden ligger et link til filmen, se filmen og så selv danne sig en mening om den. Man kan måske være uenig i filmens budskab, men jeg håber virkelig ikke, at nogen mener, at den bør være forbudt. Filmen er bare et eksempel på flere problemer i forhold til demokratiets tilstand i Sverige pt. De andre partier nægter på forhånd at samarbejde eller debattere med Sverigedemokraterne, og som sagt ønsker de fleste medier ikke, at partiet kommer til orde. Besynderligt nok, for det er ellers åbenlyst, at Sverige har store problemer på grund af en alt for stor indvandring. Man kan sige, at det etablerede Sverige er blevet så korrekt, at det er endt med at blive ukorrekt, og det er et stort problem for det svenske demokrati og for den almindelige svensker. For det er altså ikke sådan, at problemer forsvinder, fordi man ikke vil se dem i øjnene og undlader at gøre noget ved dem. Så det er altså ikke det bare sjov, når Dansk Folkeparti, De Konservative og Venstre gennem Europarådet vil sende valgobservatører til Sverige for at overvåge valget. Europarådet, hvor jeg er stedfortræder, bruger meget energi på den manglende demokratiske styring i de nye østlande. Det skal vi naturligvis, lige som vi naturligvis også skal blande os, når der åbenlyst er noget galt med demokratiet i et af vores nabolande.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...