EMNER

Demokrati til glæde for de få?

Justitsminister Lene Espersen harcelerede i sin grundlovstale endnu en gang over forældrene

til nogle af de unge, der i marts brugte vold og hærværk i kampen for at bevare deres ungdomshus. Tænk sig! Disse mennesker havde tilladt sig at være kritiske overfor politikerne og politiets indsats. Ja, nogle af dem havde sågar brugt deres (grundlovssikrede) ret til at ytre dette offentligt, andre deres (demokratiske) mulighed for at klage over politiet. Det hører jo ingen steder hjemme. Næ, bare alle forældre var som ”mor Lene”. Så var de unge blevet taget godt og grundigt i kraven, og havde måske endda fået en god gammeldags (konservativ) rusketur. Et solidt greb i kravetøjet (og hvis jeg for egen regning må tilføje – et par velvalgte flade) har vel aldrig skadet nogen, når demokratiets spilleregler skal læres? Synd at vores justitsminister på denne grundlovsdag, hvor vi hylder vores grundlæggende demokratiske rettigheder, ikke kunne holde den demokratiske fane højt, og garantere os alle, at de rettigheder, der gælder for de fleste, også i et demokrati som det danske vil gælde for de få.