Leder

Demokratisk åndenød

”Jeg kan ikke få vejret” (”I can’t breathe”)... Det tog otte minutter og 46 sekunder at tage livet af George Floyd ved at gøre, som nu tidligere politibetjent Derek Chauvin: at sidde med sit knæ på Floyds hals, påfaldende afslappet og uberørt, faktisk højst besynderligt kynisk-arrogant med den ene hånd i bukselommen. Som om det bare er sådan noget, man gør.

Men det vil tage ikke bare sekunder og minutter, men uger, måneder og år, måske årtier at rette op på det, der er sket inden for den seneste tid i det, der stadig bliver betragtet som verdens eneste reelle supermagt.

Oveni en coronavirus-pandemi, der har været med til at koste over 100.000 borgere livet og kastet op imod 40 millioner ud i arbejdsløshed, kommer så nogle af de værste og mest voldsomme optøjer siden raceurolighederne i slutningen af 1960’erne i den karismatiske borgerretsforkæmper Martin Luther Kings tid: Yderst hårdhændede sammenstød mellem demonstranter og politi, tåregas og gummikugler og knippelslag, brændende bygninger, omfattende hærværk og de nærmest rituelle plyndringer af forretninger i forbifarten, nu da der alligevel hersker anarki og kaos i noget, der set udefra mest af alt ligner en aldeles rædselsvækkende dystopisk katastrofefilm.

Midt i det hele står en præsident, der hele vejen - under valgkampen i sin tid og i hele sin valgperiode - har anvendt strid og splittelse som et af sine faste våben, og som har stukket kiler ind alle de steder, hvor han har kunnet komme af sted med det. Også nu, hvor man i den grad kunne have ønsket sig en præsident som en bredt samlende figur i Amerikas Forenede Stater - en rolle, som selv en ellers yderst udskældt George W. Bush forstod at udfylde efter terrorangrebet for næsten 19 år siden.

I stedet bliver urolighederne brugt til at håne lokale politikere for Demokraterne, der bliver lagt for had af præsidenten, og hvis de ikke selv kan fatte præsidentens klare budskab om lov og orden, er han parat til ikke at nøjes med Nationalgarden; så må militæret sættes ind for at nedkæmpe de urolige elementer.

Alt dette kunne resten af verden i princippet være ligeglad med, hvis ikke USA både var en gammel allieret og en af verdens største militærmagter med klare interesser på så godt som alle steder på kloden.

Som USA fremtræder for tiden, er der mere end nogensinde en ildevarslende kontrast mellem den meget store betydning, som stormagten har tiltaget sig internationalt - og så en infrastruktur, som forekommer at være kollapset. Politisk har man tydeligvis ikke gjort noget oprigtigt for at rette op på åbenbart meget alvorlige skævheder, der får uro til at blusse op igen og igen. Og igen. Og hvordan belære andre om, hvordan de anstændigvis bør drive et land, hvis man selv er elendigt kørende?

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden