EMNER

Demokratisk kejserdømme

Russerne går til valg i morgen.

Overfladisk set et helt reelt demokratisk valg med et regeringsparti, nogle støttepartier og en stribe partier i opposition. Valgretten er også almindelig, og med næsten 100.000 afstemningssteder inden- og udenlands har de mange millioner russiske vælgere alle muligheder for at sætte deres kryds. Spændingen på forhånd handler ikke om, hvem der vinder valget og får flertallet i Dumaen, parlamentet. Forenet Rusland med præsident Vladimir Putin øverst på listen får med statsgaranti flertal, muligvis lykkes det endda at ¿vinde¿ alle 450 pladser. Dermed kan Putin rykke magtbasen over i Dumaen, når han til foråret ikke kan genvælges som præsident. Spændingen handler i stedet om, hvor groft undertrykkelsen af oppositionen udvikler sig. Regel på regel er blevet dynget op gennem de seneste år med det ene formål at genere enhver form for politisk modstand. Nye partier skal stille med astronomiske to millioner underskrifter for at få lov at stille op - og de skal indbetale 12 millioner kroner i kaution. Får de under fire procent af stemmerne, så er pengene spildt. Samtidig er spærregrænsen eksorbitant høje syv procent. Som om det ikke skulle være nok, så har Putins allierede skabt flere nye partier med en politik, der umiddelbart ligner oppositionens. Dermed bliver stemmerne splittet, og det er ikke usandsynligt, at Forenet Rusland som de eneste når over syv procent. Tegnene på en tilbagevenden til diktaturet er dukket op alle vegne: Radio og tv styres stramt fra Putins Kreml, og journalister fra andre medier, der forholder sig kritisk til styret, mister ofte jobbet. Embedsmænd bruges til at genere oppositionen - bitte små fredelige demonstrationer mødes af talstærkt, brutalt politi. Vestlige valgobservatører kan ikke få visum. Vladimir Putin kunne ikke drømme om åbent at pille ved Rusland demokratiske status. Men ad bagvejen gør han det alligevel, og landet fjerner sig mere og mere fra det forsøgsvise demokrati, der afløste kommunismen. Demokratisk kejserdømme kunne man kalde styreformen. Det mest fortvivlende er næsten, at Putin på mange måder har gjort det så godt for den menige russers levestandard, at han snildt kunne vinde et reelt valg. Men det lærte han næppe under sin uddannelse i KGB.