Udland

Demonstrant er dræbt foran Irans ambassade i Beirut

Under protester i Libanon for og imod Hizbollah og støtte til Syrien nedskyder ukendt person en demonstrant.

Demonstrant er dræbt foran Irans ambassade i Beirut

En ubevæbnet demonstrant er dræbt af skud foran Irans ambassade i Libanons hovedstad, Beirut.

Nedskydningen fandt søndag sted under sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den shiamuslimske organisation Hizbollah, siger en talsmand for hæren til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge talsmanden befandt der sig både tilhængere og modstandere af Hizbollah ved ambassaden i udkanten af Beirut.

Herefter gik tilhængere af den shiamuslimske organisation til angreb, siger han.

Det står ikke klart, hvem der dræbte demonstranten.

- I eftermiddag, da medlemmer af en politisk bevægelse ankom til området Bir Hassan, kom det til sammenstød, hvorunder en mand åbnede ild med en revolver, hedder det i en erklæring fra hæren.

Der gik få minutter, og så greb soldater fra den libanesiske hær ind og skilte parterne.

Hæren har efterfølgende stationeret soldater rundt om i Beirut for at forhindre nye uroligheder.

Den dræbte havde været sammen med en gruppe mennesker, der protesterede mod Hizbollahs politiske og militære støtte til præsident Bashar al-Assads regime i Syrien.

Hizbollah og det syriske regime støttes af Iran.

Hizbollah har senest været aktiv i at bekæmpe syriske oprørere i byen Qusair på den anden side af grænsen.

Det er sket i samarbejde med den Assads hær.

De syriske oprørere blev tidligere på ugen fordrevet fra byen, der ligger få kilometer fra grænsen til Libanon.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.