EMNER

Demonstranter er ikke Saddam-fans

IRAK:Jeg undres over en del af læserbreve, bragt 27.2. vedrørende situationen i Irak. Historien bliver brugt som undskyldning for at legitimere et angreb på Irak. Det virker som en panikløsning at sammenligne Hussein med Hitler, da Hitler var en karismatisk folkeforfører, der kunne bruge sin loyale og forblindede befolkning til at nå sine personlige mål. Hussein derimod har det ene mål at beholde magten i sit land og modsat Hitler sker det gennem frygt i stedet for fascination. Eneste sammenhæn, jeg kan øjne, er, at de begge var/er herskere i et land i nød, en nød som de vestlige magter tildels er skyld i. M.h.t. Tyskland var det krigsskadeserstatninger og i Irak, handelssanktioner heri inkluderet medicin, sanktioner der dog blev oprettet pga. Husseins lidet flatterende styreform. Hussein er ikke Hitler og landet skal derfor ikke behandles på samme måde som Tyskland blev det. Et andet ømt område er de mange globale fredsdemonstrationer imod krig. Fredsdemonstranterne bliver nævnt som en enfoldig gruppe mennesker, der ikke har et ordentligt kendskab til situationen. Jeg vil derimod vove at påstå, at folk som Hr. og Fru Paaby og Lars Nielsen m.fl. ikke har sat sig ordentlig ind i, hvorfor der demonstreres og hvad der demonstreres imod. Majoriteten af demonstranterne ser gerne, at Saddam Hussein fjernes som autokratisk hersker i Irak, men samtidigt er de bekymret for de konsekvenser en eventuel krig ville få for Iraks i forvejen hårdt prøvede civile befolkning, hvilket de også har præciseret adskillige gange, desuden frygter de, at en krig ville øge spændingerne mellem de arabiske og de vestlige lande yderligere, hvis den arabiske verden bliver af den opfattelse, at krigen er en krig imod islam. Demonstranterne er altså ikke pro-islamiske Saddam-fans, men derimod etisk og moralsk bevidste individer, der mener, at fred er en menneskeret for alle mennesker, uanset hvilken religion, køn eller farve de har. At Hussein er Bush-familiens nemesis retfærdiggør ikke et angreb udenom FN, da et angreb uden om FN ville være et indirekte angreb på demokratiet. I denne forbindelse vil jeg gerne slutte af med en stor tak til Anders Fogh Rasmussen, som vovede at ignorere spillereglerne for demokrati og alene underskrev støttebrevet til George Bush på vegne af Danmark uden samråd med de øvrige politikere. Længe leve demokratiet!