Demonstranter omringer parlament i Thailand

Thailands konservative gule skjorter omringer parlamentet i Bangkok og stopper politikernes arbejde.

Udland 1. juni 2012 13:05 - Opdateret 1. juni 2012 13:06

Demonstranter omringer parlament i Thailand

De højreorienterede thailandske gule skjorter er igen ude med riven og forsøger at genere landets centrumvenstre regering. Fredag omringede gulskjorterne det thailandske parlament i hovedstaden, Bangkok, og blokerede politikernes arbejde.

Gulskjorterne protesterer mod et forslag, som skal bane vej for, at den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra kan vende hjem igen.

Milliardæren Thaksin er dømt for korruption og lever i eksil. Ifølge forslaget vil han kunne vende hjem uden at afsone fængselsdommen for korruption.

De gule skjorter, der har nære kontakter til kongehuset, militæret og i Thailands middelklasse, er rasende over forslaget, og protesten tvang parlamentets formand til at udsætte debatten om forslaget.

- Vi bliver nød til at udsætte arbejdet på ubestemt tid, siger Somsak Kiatsuranont.

Thailands premierminister er i dag Thaksins lillesøster, Yingluck Sinawatra. Hendes parti har stadig stærke forbindelser til Thaksin, der siges at have stor indflydelse på partiets politik.

Partiet har støtte fra de såkaldte rødskjorter, mens gulskjorterne støtter oppositionspartiet Folkealliancen, der er imod, at Thaksin vender hjem.

/ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...