Lokalpolitik

Demonstranter raser over valgresultat i Haiti

Populær sanger ude efter første runde - det tror tilhængerne ikke på

PORT-AU-PRINCE:Gader blokeret af brændende barrikader, hundredvis af rasende demonstranter bevæbnet med køller. Port-au-Prince, hovedstaden i Haiti, syder af vrede efter første runde af præsidentvalget den 28. november. Det foreløbige resultat er netop offentliggjort, og demonstranterne mener, at der er fusket med det. Det kan ifølge demonstranterne ikke passe, at den populære musiker og præsidentkandidat Michel Martelly er ude allerede efter første runde. Det er det, der har fået dem på gaden, og de har ifølge vidner stukket ild på Haitis regerende parti, Inites hovedkvarter. Samtidig råber de slagord mod den afgående præsident, Rene Preval, hvis foretrukne kandidat, Jude Celestin, er gået videre til valgets anden runde. Her skal han ifølge resultatet møde den tidligere førstedame Mirlande Manigat. Anden valgrunde ventes i midten af januar. Jude Celestine står efter de første meldinger til 22 procent af stemmerne. Valget skal efter alt at dømme ud i en anden runde, da ingen af kandidaterne har fået over 50 procent af stemmerne. Demonstranter brænder dækbarrikader af i flere kvarterer i hovedstaden Port-au-Prince, rapporterer journalister fra AFP. De fortæller også om skudepisoder. Lokalradioer melder om lignende protester i andre byer. Rapperen Wyclef Jean, der blev nægtet at stille op til valget, skriver om voldelige episoder på Twitter: "Valgkommissionen har offentliggjort valgresultatet! Dæk afbrændes! Folk kaster med sten! Vi er måske på vej mod borgerkrig! Musikeren Michel Martelly, der er kendt som "søde Micky", meldes ude af valget, selvom han kun har fået 7000 stemmer mindre end Celestine. Internationale valgobservatører siger, at valgresultatet er troværdigt, selvom der meldes om isolerede tilfælde af valgsvindel, vold og andre uregelmæssigheder. Flere kandidater beskylder regeringen for valgsvindel. USA har udtrykt bekymring om, hvad landet kalder "usammenhængende" resultater i præsidentvalget. Amerikanerne opfordrer dog til ro og orden, så uregelmæssighederne kan undersøges. /ritzau/Reuters