Demonstranter til polsk pridedemo: Situationen er tragisk

Polske demonstranter er lørdag gået på gaden for at kræve ligestilling for LGBT-personer i Polen.

LGBT-støtter demonstrerer lørdag nær Kulturpaladset i den polske hovedstad, Warszawa.

LGBT-støtter demonstrerer lørdag nær Kulturpaladset i den polske hovedstad, Warszawa.

WARSZAWA:Med regnbueflag, høj technomusik og dans er polske LGBT-støtter lørdag gået på gaden for at vise deres utilfredshed med situationen for LGBT-personer i Polen.

Demonstranterne kræver "et stop for diskrimination mod LGBT-fællesskabet".

Den 22-årige restaurantmedarbejder Sylwester Cimochowski fortæller, at demonstrationen er en fejring af "LGBT-personer og alle dem, der er nødt til at kæmpe med næb og klør for deres rettigheder".

Humøret er øjensynligt er højt blandt demonstranterne nær Kulturpaladset i hovedstaden Warszawa.

Men det er alvorlige sager, der har fået Sylwester Cimochowski ud at demonstrere.

- Homofobi er et kæmpe problem i Polen, siger han.

- Der er masser af mennesker, som ikke kan håndtere det - som begår selvmord. Situationen for LGBT-personer i Polen er tragisk, og det er derfor, jeg er her. For at støtte dem.

Både politikere og kirken bliver beskyldt for at bære et ansvar for de dårlige rettigheder for LGBT-personer i Polen.

Flere konservative politikere har sagt, at det ikke er LGBT-personer, de har noget imod, men derimod LGBT-ideologi.

Landets præsident, Andrzej Duda, kaldte sidste år LGBT-ideologien "værre end kommunisme", som hans forældre "kæmpede mod i mere end 40 år".

- De kæmpede ikke for dette, for at der kunne komme en ny ideologi, som øjensynligt er endnu mere ødelæggende, sagde han ifølge det britiske medie BBC.

Marta Borkowska - en 37-årig kvinde, der også er til stede ved Kulturpaladset i Warszawa - siger, at situationen bliver værre og værre i Polen og Østeuropa.

- Det bliver sværere og sværere. Men på samme tid vokser modstanden, siger hun.

I Ungarn har premierminister Viktor Orbán udtalt sig særligt kritisk om LGBT-personer.

Hans regering har indført en lov, der gør det ulovligt at "vise og promovere" homoseksualitet blandt unge under 18 år.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden