Demonstration foran bibliotek

Nørresundby 8. september 2002 08:00

NØRRESUNDBY: Bevar Nørresundby Bibliotek. Sådan lyder det helt enkle budskab bag en demonstration, som vil finde sted på trappen foran biblioteket onsdag 11. september midt på eftermiddagen. Bag initiativet står den aktive borgergruppe "Bevar Nørresundby Bibliotek", som i forbindelse med demonstrationen vil overrække et par tusinde protestunderskrifter til skole- og kulturrådmand Nils Bell. - I øjeblikket ligger vi inde med 2500 underskrifter, mange af dem samlet ind i forbindelse med arrangementet "Nørresundby By Night" sidste weekend, og der er stadig folk på gaden, ligesom der ligger underskriftslister i alle forretninger i Nørresundby. Listerne bliver samlet ind i løbet af tirsdagen, og med den opbakning, som vi hidtil har mødt, skulle vi sagtens kunne komme op på et par tusinde underskrifter mere, så vi ender på 4000, vurderer Bente Schmidt Nielsen fra "Bevar Nørresundby Bibliotek". Hun hæfter sig ved, at underskriftsindsamlingen er en bred, folkelig sag - for det er ikke udelukkende folk fra Nørresundby, men eksempelvis også fra Vadum og Biersted, der har skrevet under, og det opfatter borgergruppen som endnu et tegn på, at byens bibliotek har en bred appel. Udover overrækkelsen af underskrifterne forener demonstrationen lokal historie, erhverv og kultur. Hovedtaler bliver nemlig Ketty Johansson fra Sundby Samlingerne, der vil trække linjer tilbage i bibliotekets 85-årige historie, og dagens konferencier er advokat Oluf Hjortlund, formand for Nørresundby Erhvervsforening, mens kulturen er lagt i hænderne og munden på sangeren og musikeren Ole Berthelsen fra Nørre Uttrup, der synger for ved et par fællessange. Ole Berthelsen har udgivet 10 plader, heriblandt den lokalhistoriske "Nørre Uttrup i mit bakspejl".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...