EMNER

Demonstration vil blive hørt

Nogle partier vil lytte mere end andre, men budskabet fra den største mobilisering i 20 år vil blive hørt af alle

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

S-for­mand Hel­le Thor­ning-Schmidt ta­ler med pres­sen ef­ter velfærdsforhandlinger i går med re­ge­rin­gen i Fi­nans­mi­ni­ste­ri­et. foto: Scan­pix

KØBENHAVN:- I det her gamle hus, hvor alt er fredet, går lyden fint gennem vinduerne, så man kan ikke undslå sig for at høre det. Sådan svarede finansminister Thor Pedersen (V) i går, da han blev spurgt, om han skal ned på Slotspladsen i morgen og høre, hvad LOs formand har at sige om regeringens velfærdsudspil. Sandheden er da også, at uanset om Thor Pedersen vil eller ej, så kan han ikke undgå at høre, hvad fagbevægelsen har at sige, hvis det som forventet lykkes at samle op mod 100.000 demonstranter foran Christiansborg. Nok vil der ikke være ret mange Venstrevælgere imellem, men lige nu sidder Thor Pedersen og forhandler med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om en velfærdsreform, og her er de yderst opmærksomme på budskabet fra demonstranterne. Bagland mobiliserer For Socialdemokraterne kan det ligne et problem, at deres eget bagland i den grad mobiliserer mod velfærdsreformerne, og Venstre har da også gjort sit for at udstille det utraditionelle i, at partiet både deltager i demonstrationen og i forhandlingerne. På den anden side er regeringen ganske klar over, at Socialdemokraterne selvfølgelig ikke kan vende ryggen til, når fagbevægelsen taler med store bogstaver på den måde. Det kan Dansk Folkeparti heller ikke, og i weekenden sagde Pia Kjærsgaard sågar, at hun godt kunne finde på at deltage, hvis det er “hr. og fru Danmark, der er oprigtigt indigneret.” Begge partier vil udlægge demonstrationen som en opbakning til netop deres synspunkter. DF vil igen tale om, at der ikke er brug for store reformer, men kun mindre justeringer, og S vil gentage, at der er for meget pisk og for lidt gulerod i regeringens forslag til SU- og dagpengestramninger. Derfor ser de ikke demonstrationerne som et problem, men som et rygstød i forhandlingerne. Godt nok har Helle Thorning-Schmidt investeret meget prestige i en bred aftale, men hvis det lykkes at samle hr. og fru Danmark på Slotspladsen, så vil grænsen for, hvor langt hun har lyst til at gå, blive rykket. Derfor vil der blive lyttet i morgen, og ikke kun fordi Thor Pedersen sidder i en gammel bygning, hvor lyden går fint gennem vinduerne.