Den ældgamle cirkel

Det er så i aften det sker. Mine mindste unger er i hvert fald meget spændte. Jeg holder selv meget af julen og er også ved at komme i stemning. Selv om jeg ikke synes, det er længe siden sidst. Tiden løber, og der er kort mellem jul efterhånden. Sidste lørdag havde vi det årlige juletræf, i området jeg bor i. Så mødes de 20 familier, der holder til rundt omkring i skoven. De kravler ud af deres huler. Man kan ikke sige vi overrender hinanden til daglig, men den årlige juleklipkomsammen holder alle af en eller anden grund fast i. Sidst på eftermiddagen mødes vi og drikker gløgg og kaffe, og laver juledekorationer eller klipper hjerter. Rosinerne i gløggen har ligget længe lagret i snaps så man skal nippe varsomt. Klokken halv syv er der fællesbord med sammenskudsmad. Alt fra æbleflæsk over hjemmefanget sandart til økologiske bønneretter. Når vi er færdige med at spise, sker det som alle glæder sig til. Det er blevet en tradition, at der skal leges sanglege og danses kædedans. Jeg kan godt se her på skrift at det lyder helt halvfjerdserølejr og hippieagtigt. Men alle børnene glæder sig. Især til at vi løber hele det store hus igennem til sidst i en lang række, mens vi skråler ”nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske”. Vi er ikke mange der kan spille, så jeg har varmet fiolen op hele formiddagen. Min halvblinde nabo Ole spiller en glad og aggressiv tenorbanjo, og det forventes at ham og mig ordner det med musikken. Heldigvis fik jeg i sidste øjeblik lokket min gamle kammerat Harmonika-Bent til at komme. Han kan nemlig alle de sanglege og børnedanse, og er en sand mester til at få folk i gang. Alle kommer på gulvet, og der er en vis forlegenhed. De halvstore drenge synes det er noget tøsepjat og teenagepigerne småfniser men vil alligevel gerne. De voksne og de gamle lader sig hive op fra bordene af Harmonika-Bents hånende insisteren og pludselig er cirklen dannet. Den ældgamle cirkel. Cirklen der symboliserer livets gang. Gentagelserne i vinter, forår, sommer, efterår og så tilbage til vinteren og den mørkeste tid, som vi er midt i nu. Hjulet, som har givet navn til julen, som Jesus så fint lader sig opsluge i. Julen er cirklens fest og lysets sejr over mørket, håbets over fortvivlelsens, glæden over sorgen, kærligheden over hadet. Alt dette tror jeg ikke Banjo Ole og Harmonika-Bent skænker en tanke, mens de får hele den store flok af forskellige mennesker til at trampe rundt i cirklens livsbekræftende evighed, og en svag odeur af menneskesved breder sig mellem julelys og granduft. Bro Bro Brille er den første leg. Der bliver sunget lystigt til på denne arketype af en melodi. Bro Bro Brille har sine rødder tilbage til 1500 tallets renæssancedansemelodier ved hoffet. Bach citerede fra den i sine Goldbergvariationer, og Bro Bro Brille er og bliver et hit. Æbler eller pærer er i aften byttet ud med pizza eller burger, og der bliver trukket så menneskerækkerne vælter ud over gulvet. Så er det Per Syvspring, Hele min familie, Totur til Vejle, ”først den ene vej” og ”med hænderne sir vi klap klap”. Og det klapper. Alle gir sig bare hen og griner hver gang der går kage i den. Det er simpelthen sjovt. Harmonika-Bent bliver som en bronzealder-shaman der får folk på en rejse ud og ind af sig selv. Han ligner en islandsk hest som han står der og stamper. Og damper. Det her er ikke ”vild med dans”, hvor man to og to skal imponere, og sammen lukke sig om en række stiliserede samlejebevægelser. Det er heller ikke techno rave, hvor man lukker sig inde i sin egen trance. Det er simpelthen fællesskab, og det hele ender i en vildt trampende ”Nu er det jul igen” hvor Anders på otte skal bestemme hvilken vej vi skal, og som den lange prustende Midgårdsorm tramper hele flokken rundt i huset. Så er julen danset velkommen. Harmonika-Bent tørrer shamansveden af panden og får sig en Tuborg. Banjo Ole lægger den endnu knurrende banjo fra sig og får sig en snaps. Vi skåler, mens jeg pakker min violin ned og gnider mine fingre, der er blevet helt ømme fordi jeg er ude af træning, og fordi jeg automatisk trykker for hårdt, når jeg skal overdøve sådan en prustende flok og en hylende banjo. Den store cirkel, det rullende knirkende hjul er igen splittet ad, og folk sætter sig ved de forskellige borde, og kort tid efter siger vi farvel. De forskellige familier tager hjem og lukker sig om deres egne cirkler, deres egne hjul, deres egen jul. Jeg vakler hjem gennem skoven med violinkassen under armen og fruen og ungerne nynnende på ældgammel musik. Fællesskab. Det er et eller andet sted det vigtigste af julens mange budskaber. Hånd i hånd og rundt i ring, som nisserne om grøden, de vise mænd om Jesus og familier om træet. Dem der har det sværest i julen, er dem der er udenfor. Udenfor cirklen. Giv en ged til Afrika og en hånd til din næste. Luk dem ind i hjulet. Glædelig jul