Den allerførste gang

Jeg kan knap selv huske, hvordan det var. Var jeg spændt? Nervøs? Utryg? Havde jeg præstationsangst, eller spurtede jeg ud til veninderne bagefter for at udlevere detaljerne? Jeg erindrer det ikke, men i dag jeg ved jo også, at det bliver bedre og bedre for hver gang, der går... Og dog. Efter et vist antal gange skal man tage sig selv i at blive træt til tider. Been there, done that. Er det ikke sådan for de fleste? På et vist tidspunkt i livet finder man ud af, hvordan man foretrækker tingenes tilstand. Selv om man udvikler sig, forbliver de grundlæggende ønsker og behov næsten de samme decennierne igennem. Nogle springer godt nok på den første, den bedste, når en ny kommer på banen. Lidt forandring skader vel ikke, lader de til at tænke - uden lige at mærke efter, hvad den nye er for en størrelse. Andre, som mig, har til alle tider være tiltrukket af en bestemt type, en særlig holdning. Den magtsyge lader mig kold, mens den varme tænder for engagementet og kan få mig til at blive glødende hed og så engageret, at jeg glemmer stort set alt omkring mig. Det er nu ikke selve udstrålingen, der er afgørende, ej heller fysikken, selv om den indledningsvis kan score nogle point Det er indstillingen til selve livet, der bestemmer, hvem jeg går efter. Indstillingen til deres eget liv og til andres liv. Mit blandt andre, men især mine sønners. Jeg vil følge den rette. Og gør det. På næste tirsdag skal min ældste søn gøre det samme. Da er det første gang, han skal stemme. Som en anden demokratisk jomfru skal han sætte sit kryds. Det vil ske ved et menneske, han vælger at stole på. Hvem, der bliver hans udkårne, ved hverken han eller jeg endnu, men det bliver efter en omhyggelig udvælgelse, der nærmer sig et arrangeret ægteskab - hvis det står til hans mor. Det gør det heldigvis ikke. Han er ved at være voksen, er ved at være fri til at gøre mangt og meget for allerførste gang uden sin mors vidende og deltagelse. Og godt det samme. Jeg vil selvfølgelig udøve al min moderlige magt for at få ham til at lægge sin stemme det rette sted. Om det lykkes, får jeg måske aldrig at vide, men sådan er det jo, når man har mulighed for at lade ham vokse op i et demokrati. Det er jeg taknemmelig for. Så taknemmelig, at jeg helt diktatorisk forlanger, at han skal gå i stemmeboksen. Lidt har man vel stadig at skulle have sagt, selv om han er blevet myndig?