Den altoverskyggende begivenhed

EMNER 2. marts 2003 07:00

DET HAR været en uge i krigens tegn. Mens våbnene kører i stilling omkring Irak, mens afrikanske fængsler fortsat svulmer af ikke-dømte forbrydere fra folkemordet i Rwanda, mens de vanvittige religiøse mord på civile i Algeriet er begyndt igen, mens én af de hovedansvarlige for serbernes etniske rensninger i Bosnien fik 11 år for mordene, og mens ingen længere interesserer sig for, hvad de russiske specialstyrker foretager sig i det knuste Tjetjenien, render vi herhjemme i Andedammen som altid rundt og skændes om småting. I FOLKETINGET holder de vinterudsalg. I en sand overbudskrig, der får valgflæsk til at ligne indtørrede bønnespirer, er politikerne gået i selvsving med skattelettelser, der vokser hurtigere end en ministerbil på motorvejen. Fint, vi er lutter øren. Men vi vil se det på selvangivelsen, før vi tror det, og hvor skal pengene hentes? De vigtige ting foregår andre steder, f.eks. i Israel, som under ledelse af den kyniske Ariel Sharon støt og roligt er ved at sætte al international sympati overstyr. I stedet for at nedlægge alle jødiske bosættelser og give palæstinenserne hvad palæstinensernes er har han allieret sig med et yderligtgående ultraortodokst parti blot for at kunne fortsætte som premierminister. Den velvilje, Israel har nydt siden landet blev oprettet efter Anden Verdenskrigs Holocaust, ligger snart begravet i blodet, støvet og murbrokkerne på Vestbredden og i Gaza. EN MÅSKE STØRRE tragedie lurer i den ventede krig mod Irak. Mens skænderierne om Saddams små knallertraketter fortsætter i FN, vokser skyggen af 200.000 sværtbevæbnede soldater omkring Irak sig større og større, som en blodplet i et hajfyldt hav. Inde under skyggen spæner en stor flok politiske jakkesæt afsted efter en mand i en blodindsmurt uniform. Forrest i forfølgergruppen render USAs præsident, der scenevant sørger for at udgøre en stærk profil mod tilskuerne på lægterne, hvor han ofte skotter over for at registrere, om der er bifald. De forreste rækker applauderer, men ellers er der kun svag, spredt klappen; bortset fra VIP-logen, hvor en stor gruppe velklædte mennesker hujer som rasende og gør V-tegn over mod præsidenten. Måske er de fra våbenindustrien. Lige bag texaneren løber en englænder med store tænder og stiv overlæbe, Storbritanniens premierminister, der forsøger at hænge på, men sinkes af kammeraterne, der konstant hiver ham i frakkeskøderne for at fortælle ham, hvor meget han minder dem om Winston Churchill. Dét var en statsmand! Premierministeren ranker ryggen, skruer et varmt kæmpesmil på og hæver farten, men stivner igen lidt senere, da han kommer i tanke om, at Churchill jo også sagde ja til terrorbombningerne og ildstormene over Hamburg, Hannover og Dresden i 1944-45. Midt i flokken render en knaldsorthåret mand med et vildt blik. Det er Danmarks statsminister, der har øjnene stift hæftet på præsidenten i front for at se, om denne bemærker, at danskeren er med. Længst tilbage har en bandende, sværgende franskmand og en stærkt svedende tysker imens fundet hinanden i et samarbejde. De vil ikke nå først frem, men de følger trods alt med de andre. Manden, feltet jagter, ligner en småfed tæppehandler med en skobørste under næsen, og selv om han ikke er verdens hurtigste og ikke kigger sig for undervejs - han stirrer hele tiden på sit eget billede i et lille spejl i den ene hånd - kommer han hurtigt frem. Forfølgerne smider nemlig sten efter ham, men de ryger forbi og rammer i stedet folk længere fremme, der falder som fluer og trækkes væk fra hans flugtrute af hjælpere. Så det er ikke hans eget blod på uniformen. Henning Grau er redigerende journalist på ta' selv avisen 10 minutter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...