Forfatter og Nobelprismodtager Toni Morrison er død

Toni Morrison modtog i 1993 som den første sorte kvinde Nobelprisen i litteratur. Hun er mandag død - 88 år.

Toni Morrision fik sit brede gennembrud med "Salomons Sang" i 1977

Toni Morrision fik sit brede gennembrud med "Salomons Sang" i 1977

NEW YORK: En af de helt store skikkelser inden for amerikansk litteratur, forfatterlegenden Toni Morrison, er død - 88 år.

Det oplyser udgiveren Alfred A. Knopf ifølge nyhedsbureauet AP. Morrison døde mandag aften i New York på Montefiore Medical Center.

Det skete efter en kort sygdomsperiode, siger hendes familie i en udtalelse.

- Selv om hendes død er et enormt tab, så er vi taknemmelige for, at hun havde et langt og godt liv, skriver familien ifølge nyhedsbureauet AFP.

Morrison modtog i 1993 den prestigefulde Nobelpris i litteratur. Hun var den første sorte kvinde nogensinde til at modtage den pris.

Toni Morrisons kendte bog "Elskede" sikrede hende i 1987 den amerikanske Pulitzer-pris for fiktion. Det er historien om en slavemors drab på sit barn for at spare det for en tilværelse som slave.

Generelt var hendes forfatterskab gennemsyret af ting, som andre fejer ind under gulvtæppet, og en tid i USA, som de fleste bare vil glemme.

Da Morrison fik sit brede gennembrud i 1977 med "Salomons sang", der handler om en mand, der søger sin egen identitet i familiens voldelige og slaveundertrykte historie, satte hun en ny dagsorden.

Den smukke, lyriske skrivestil stod nemlig i skarp kontrast til den pinefulde grundfortælling om Amerikas brogede barndom, hun ofte beskrev.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.