Den bedste blikkunst

Aston Martin slog konkurrenterne knockout, da 1000 designere og designstuderende kårede verdens smukkeste biler

Hvad er smukkest? En Aston Martin, Bugatti, Ferrari eller Lamborghini? Spørgsmålet har svævet i luften på alverdens drengeværelser gennem tiderne. Nu er der kommet et bud på svaret fra Fagbladet, Car Design News, der er en slags forum for bildesignere. De har nemlig stillet spørgsmålet videre til 1.000 bildesignere og designstuderende, der har skullet tage stilling til deres favoritdesign i bilverdenen. Afstemningen blev en overvældende succes for Aston Martin, der fik en første- og tredjeplads med V8 Vantage og DB9. Det er især overraskende, fordi modellerne ligner hinanden til forveksling. Også topmodellen Vanquish fik mange point, så den engelske sportsvognsproducent fik flest stemmer i alt. Det må glæde danske Henrik Fisker, der har mere end et fingeraftryk på bilerne, da han var designchef i firmaet. På andenpladsen kommer Mercedes CLS, der på nogle områder er et endnu mere imponerende design, lyder det fra fagbladet. Det er en firdørs sedan med en dosis coupé i sit udtryk. Når den scorer en placering som næstbedst i sammenligning med modeller som Mercedes SLK, SL og SLR McLaren, er det ganske imponerende. I samme kategori finder vi BMWs 5-serie, der slår 6-serien på point. Det var europæiske bilmodeller, der dominerede resultaterne i den øverste ende, på trods af, at 52 procent af de nominerede var fra USA og Fjernøsten. Selv om der er en overvægt af superbiler fra Europa, mener Car Design News, at det også afspejler, at europæisk bildesign har en høj anseelse rundt omkring i verden. Den flotteste amerikanske bilmodel blev Ford GT, efterfulgt af Mustang. Japanerne toppede med den nye 5-dørs Civic foran Honda-luksusbilen, Infiniti G35 og Nissan 350Z.