Miljø

Den bedste isolering

@Brød.9.uncial.Taz:? Hej til den, der ved så meget. Tak for dine svar og beretninger som hjælper flere end spørgeren. Vi er i øjeblikket i gang med at renovere vores udbygninger og har tænkt os at inddrage en del af den gamle stald til beboelse. I den sammenhæng er vi kommet meget i tvivl om hvilke materialer, der isolerer bedst mellem de kolde rum og de rum, vi vil bruge til badeværelse, gildesal og fyrrum. Vi håber du kan hjælpe os. Det er et gør-det-selv projekt, hvor vi kun skal have fagfolk til VVS og el. På forhånd tak. Med hilsen De tvivlrådige @Brød.9.uncial.Taz:! Hej Inger Lise - det er et livsfarligt spørgsmål du her stiller. Eller rettere: Det er farligt at give et simpelt svar - dels fordi det gerne skal holde i byretten, og dels fordi der er store interesser forbundet med dette spørgsmål: Hvad isolerer bedst? Men nu er det jo længe siden, at jeg sidst har fået tæsk i spalterne, så lad os da prøve igen ... Problemet er, at der er flere faktorer at tage hensyn til end bare isoleringsevnen - og selv den er vanskelig at sætte på formel. Der er spørgsmål som pris, brandsikkerhed, egnethed i den givne konstruktion, miljø - og isoleringsevne. Den sidste måles i lambda, som er et udtryk for et materiales evne til at lede varme - en lille lambda-værdi betyder altså, at materialet isolerer godt. I et vindue eller en væg indgår flere materialer med forskellige lambda-værdier - de regnes sammen til konstruktionens samlede u-værdi. Øverst på lambda-hitlisten finder du fenol- og PIR-skum - det er meget, meget tæt i strukturen og bruges eksempelvis til isolering af rør, tanke, blokke og tekniske installationer. Findes dog også som plader og paneler til isolering af vægge, tage etc. under handelsnavnet Kingspan - dyrt, men stærkt og isolerer med en lambda helt ned til 21 væsentligt bedre end mineraluld. Polystyren (flamengo) har lambda-værdier en anelse bedre end mineraluld - 30-40. Billigt, men yderst brandfarligt og bruges derfor kun under gulve og i murede vægge. Stenuld og glasuld (Rockwool og Isover) udgør så at sige standarden - de har et hav af forskellige produkter til alverdens formål, men den typiske og mest udbredte isolering ligger på lambda 34-38 - den bedste fra Isover hedder 32. Mineraluld kan ikke brænde - det er diffusionsåbent og kan ikke optage fugt (og derved få nedsat isoleringsevne). Som "løsfyld" (altså til indblæsning på lofter og i vægge) har mineraluld lambda 44 - polystyren 33. Papiruld, som praktisk taget kun bruges til indblæsning, angives på brancheforeningens egen hjemmeside at have en lambda på 40 - altså bedre end mineraluld. Men jeg har hørt en ondskabsfuld lille pipfugl synge om, at den ikke holder vand - netop fordi papiruld holder på vandet: Ved øget fugtighed nedsættes isoleringsevnen. Papiruld sælges som "miljørigtig isolering" og er ganske rigtigt lavet af genbrugspapir, men papir kan jo bruges til så meget andet, og før NORDJYSKE er klar som isolering, er der tilsat imponerende mængder kemi som brandhæmmer. Om det er sundt - ingen kommentarer! Jeg kan forestille mig, at I skal have brækket de gamle gulve i stalden op og støbt nye med isolering under - her er flamengo det populære valg, da det er billigt, isolerer godt og er trykfast - og under et støbt gulv er der brandsikkert. I vægge og på lofter er mineraluld førstevalg - kombinationen af pris, isoleringsevne, fugtbestandighed og brandsikkerhed er svær at komme uden om. Og så er mineraluld gennemtjekket og standardiseret - det er vel også en slags tryghed. Papiruld er til indblæsning i hulrum og løs udlægning på lofter - det "alternative" produkt med miljørigtige og økologiske undertoner. Der er en problematik omkring fugt - den kan vi ikke nå rundt om lige her, men den indebærer efter min mening både fordele og ulemper. Venlig hilsen Kjeld Bjerre

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst