Redningsvæsen

Den bedste kampagne var nordjysk

NORDJYLLAND: De nordjyske ambulancer kørte færre ture i 2003 end de foregående fem år. Det var blandt andet et resultat af kampagnen "Kun for alvor. Alarm 1-1-2", og den var så vellykket, at Nordjyllands Amt og reklamebureauet Uncle Grey i Aalborg i går modtog prisen for årets bedste lokale kampagne. Den såkaldte IAA-pris uddeles af IT- og Telestyrelsen i samarbejde med International Advertising Association, IAA, i år for 23. gang. Kampagnen blev sat i værk for at bremse stigningen i antallet af udrykninger. Flere og flere nordjyder ringede til alarmcentralen med småskader, som i virkeligheden ikke krævede en akut ambulance. Mere end hvert andet af de okald, alarmen modtog, var opkald, som ikke burde være foretaget. Og i tre ud af fire tilfælde, hvor der blev sendt en ambulance med blå blink, viste det sig, at der i virkeligheden ikke var brug for en ambulance. Kampagnen lykkedes i en sådan grad, at antallet af udrykninger med ambulance faktisk faldt syv procent i 2003. Men det var også en kampagne, der spændte vidt - blandt andet omfattede den en række udsendelser på TV2/Nord og reklamer på siden af ambulancerne. Foruden den lokale pris uddelte IT- og Telestyrelsen sammen med IAA også en national pris. Den gik til Sundhedsstyrelsen og bureaut Umwelt for uge 40-kampagnen, der i fjor fokuserede på børn og unges indtag af alkohol - og forældrenes rolle i den sammenhæng. beukel