Den bedste tv- underholdning

EMNER 1. december 2011 05:00

THORNING: Mange vælgere har selvfølgelig længe vidst, at vi har mange ukvalificerede politikere. Den viden kan kun bekræftes, efter at SF's Ozlem Cekic og Joachim B. Olsen har været på fattigdomstur. De besøgte en enlig mor med to børn, som havde været på kontanthjælp i flere år. Özlem Cekic postulerede. at familien var fattige, for familien havde en indtægt på kun 15.728 kr pr. måned efter skat, boede i en lejlighed til 7400 kr. pr. måned og havde et restbeløb på 5031 kr. pr. måned efter betaling af faste udgifter samt afdrag på gæld og forbrug til smøger og hund. Özlem Cekic har modtaget en storm af kritiske indlæg grundet sit syn på fattigdom i Danmark. Folketingsmedlemmet har derfor lukket hendes hjemmeside. SF og regeringen må da være glade, for nu har de fået deres politik i pressen i stedet for alle de personsager, som medierne konstant har talt og skrevet om siden regeringen tiltrådte. Statsminister Helle Thorning kom så på tirsdagens pressemøde igen igennem vridemaskinen med en masse spørgsmål, om statsministeren syntes, at ovennævnte familie kunne betragtes som værende fattig. Som på så mange andre spørgsmål, der er stillet den nye statsminister, ønskede hun ikke at svare på spørgsmålet. I stedet kunne statsministeren bekræfte at DSB's uduelige bestyrelse nu skal honoreres for ikke at passe deres arbejde med tab af mia. på drift og IC4-tog. Med den optræden, statsministeren Helle Thorning udviser på tirsdagspressemøderne, med ingen eller undvigende svar, behøver tv-kanalerne ikke stand-up-komikere på programmet. Helle Thornings optræden er simpelthen den bedste underholdning, der er på tv i dag. De danskere, der går på arbejde hver dag og betaler skat, må da føle sig totalt til grin.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...