Den beskedne boss

Skjern-træneren har sine egne ideer om at skabe et tophold

Håndbold 5. september 2002 08:00

SKJERN: - Jeg er taknemmelig for, at der stadig er klubber i Danmark, der kan bruge mig og min assistance! Den indledende bemærkning fortæller alt om en af dansk håndbolds mest respekterede og anerkendte toptrænere, Skjerns Anders Dahl-Nielsen. Som bolsjedreng var han en af landsholdets største personligheder og en naturlig anfører for de rød/hvide. Udstrålingen er bestemt ikke falmet, selv om håret er blevet lidt gråt i kanterne. Når en kapacitet som Anders Dahl-Nielsen åbner munden, så bliver lyttelapperne nærmest automatisk slået helt ud for at suge til sig af visdommen. Man placerer ikke en flække som Skjern på håndboldens danmarkskort, hvis man ikke har nogle evner ud over det sædvanlige. Anders Dahl har i sine fire år i Skjern lagt ud med et dansk mesterskab i første sæson - endda som oprykkere - pokalmesterskabet året efter, sejr i den hjemlige Sup Cup forrige sæson og sejr i Challenge Cup sidste sæson. - Det er let at blive god, det er svært at være det, som Skjern-træneren udtrykker det. - Jeg har bestemt ikke været tilfreds med, at vi i de sidste sæsoner ikke er kommet med i slutspillet. Det første år var det nemt at motivere spillerne, fordi vi var oprykkere. Hvis vi ikke tog os sammen og kæmpede, så ville vi få røvfuld. Sådan typisk dansk mindreværdskompleks. Han mener ikke selv, at han har løst opgaven perfekt på trods af de fire titler på fire sæsoner, men han har sine ideer til, hvordan han hele tiden kan gøre holdet bedre og bedre. - Spillere bliver ikke bedre af at få penge for at spille håndbold, men de bliver bedre af at træne mere. For at træne mere skal de have mere fri fra arbejde, og for at få mere frihed til at træne skal de købes fri. Derfor er det nødvendigt med penge, hvis man vil have et tophold i moderne håndbold, siger han. Han er helt på det rene med, at det kan være svært at hente topspillere til en vestjysk lilleputby. I hvert fald, hvis de kommer fra en storby. - Det er lettere at integrere en islænding på vores hold end en københavner. Tager du en københavner med ned gennem Skjern en novemberaften klokken 20, så løber han skrigende væk. Der sker jo ikke noget. Det er en islænding ligeglad med, mener han. Og ud fra det menneskekendskab og sin håndboldkundskaber har han været med til at bygge et af dansk håndbolds bedste mandskaber op. Godt hjulpet af en meget aktiv erhvervsklub, der har været med til at skabe det økonomiske fundament for et storhold. Skjern spiller i morgen aften premierekamp i Håndboldligaen mod Aalborg HSH i Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...