Den bestøvlede kat slår Denzel og Clooney

Tre nye film er gået direkte i top-tre på den ugentlige liste over de mest solgte videoer og dvd'er.

Den bestøvlede kat slår Denzel og Clooney

Forbrugerne vil hellere lange penge over disken for at få fat i animationsfilmen "Den bestøvlede kat" end Safe House og The Descendants med henholdsvis Denzel Washington og George Clooney i hovedrollerne.

Det viser denne uges officielle top-20-liste over mest solgte film. Hitlisten fra foreningen af danske videogramdistributører er baseret på elektronisk registreret over-disken salg til forbrugere og dækker salget i den seneste kalenderuge - uge 25.

Paramount-tegnefilmen "Den bestøvlede kat" er ny på listen og mere populær end de sædvanlige blockbuster-film fra Hollywood.

Den varer halvanden time og henvender sig til familier og børn, og filmen har i den engelske version blandt andre Antonio Banderas og Salma Hayek til at lægge stemmer til.

Nummer to på listen er actionfilmen Safe House, som har Denzel Washington og Ryan Reynolds i hovedrollerne. Det er hæsblæsende spænding fra start til slut, men altså ikke nok til at slå "Den bestøvlede kat".

Heller ikke den anmelderroste The Descendants kan hamle op med animationsfilmen, selv om George Clooney gør det godt som den sørgmodige familiefar til to døtre, som står alene, mens moderen er indlagt på hospitalet.

Løvernes Konge 2 er placeret på en fjerdeplads efter tre uger på listen, mens "Min søsters børn alene hjemme", som tidligere har været nummer et, må nøjes med en femteplads efter fem uger på listen.

/ritzau/