Den blinde soulbrother

En rigtig fed musikfilm, som bliver skæmmet af en lidt for kønsløs biografisk skildring af manden selv. Ray Charles, den blinde amerikanske sanger og pianist, der som den første blandede gospel og blues og skabte "soulmusic", døde 73 år gammel 11. juni sidste år. Hans soulmusik koblede kirkens henførte gospelhyldest til Herren med bluesmusikkens jordnære skildringer af den fryd, som whisky, kvinder og dans også kan skænke os her på jorden. Det er blevet et flot brag af en film. Først og fremmest lever den i kraft af musiksiden. Næsten 40 forskellige sange af Ray Charles holder konstant gryden i kog på lærredet og fungerer både som en kommentar til handlingen og bringer den samtidigt videre. Hovedrolleindhavereen Jamie Foxx gør det også godt. Med sit brede smil og sin på en gang bevidst naive og charmerende måde at tale, gå og stå på ligner han manden selv ned til mindste tætklippede hårkrølle. Det må have krævet ugers intens method acting at nå så langt, og presseforomtaler lader da også vide, at Jamie Foxx gik til undervisning på et blindeinstitut og under optagelserne havde øjnene klistret til for at kunne agere troværdig som blind. Den del er altså bare i orden. Der er heller ikke sparet på noget, hvad angør genskabelse af autentiske miljøer, spillebuler og sydstatshacks, hvor de sorte overlevede på et eksistensminimum. Men hele Rays livshistorie får vi kun i brudstykker. Og det er faktisk en skam. For undervejs kommer vi til at mangle og dermed også forstå, hvad der både drev og plagede ham livet igennem. Ray voksede op i Albany, Georgia med sin alenemor, der forsørgede familien som vaskekone. Han så sin broder drukne og blev blind af grøn stær som seks-årig. Han blev sendt på blindeskole, da han var syv og lærte at spille klaver, orgel, saxofon, trommer og klarinet. Kun 15 år gammel mistede han sin mor. Livshistorien får vi serveret glimtvis i filmiske tilbageblik, men de bliver ikke brugt til for alvor at belyse de traumer og bitre erindringer, som Ray Charles givet måtte kæmpe med livet igennem. I stedet får vi historien om det fuldt færdigudviklede musikalske geni, der nærmest på stedet er i stand til at komponere nyt hitmateriale, hvis det er påkrævet. Som eksempelvis i natklubscenen, hvor ejeren kræver endnu 20 minutters musik, og vi får en rent ud overstadig og smuk koreograferet udgave af "What'd I Say" Det er en film, som har godt fat i Rays musikalske geni. Simpelthen ved at filme Ray med band og filme det flot. Men nogen egentlig baggrund for at forstå manden nærmere, giver filmen ikke. Hans kamp mod fattigdom, gridsk uforstand og raceadskillelse, der naturligt førte til hans 15-årige misbrug af heroin, bliver kun brugt som kulørt staffage til at garnere sangene med. Men er du til klassisk soul, som "I Got A Woman", "Confession Blues", "Drown in My Own Tears" og "Hit The Road Jack" kan du trygt løse billet. Musikken er den originale, og Jamie Foxx gør det godt som standin for Brother Ray, der sikkert sidder et sted deroppe på en lammesky og jammer med: - I got a woman, way over town, that's good to me ... "Ray" USA, 2005 Instr.: Taylor Hackford. To timer, 34 min. Till. f. 11 år. Danmarkspremiere.