Den britiske gnist

Britten, Sjostakovitj

Musik 24. september 2011 06:00

Det var med en vis spænding man havde set frem til symfoniorkestrets møde med den nye chefdirigent, engelske Rumon Gamba, ikke mindst for at mærke hvordan kemien mellem orkester og dirigent ville komme til at spænde af, og hvordan Gamba vil komme til at påvirke orkestret fremover. Helhedsindtrykket fra koncerten i torsdags var stort set kun positivt. I sin lille indledende tale viste Gamba en entusiastisk sans for formidling af musikken og dens betydningsindhold, som han uden tvivl allerede har afprøvet på orkestret ved prøverne op til koncerten. Og hans personlige sammensætning af aftenens program var både velovervejet og med klare musikalske pointer, her var tale om værker fra 1930'erne af vennerne Britten og Sjostakovitj, som afspejlede de politiske spændinger i øst og vest op til krigsudbruddet i 1939. Scenen i første halvleg var dog helt og aldeles helliget aftenens solist, den ganske unge engelske violinist Chloë Hanslip, som spillede Benjamin Brittens violinkoncert op. 15 fra 1940. Hanslip spiller med en aldeles imponerende autoritet og besidder samtidigt en udtryksvilje, som tilfører hver eneste tone en sitrende intensitet. I den klangligt gennemsigtige førstesats vekslede hendes spil mellem ren melodisk sødme og elegisk nerve, som i den hurtige andensats forvandledes til ren torden og lynild i en forrygende zigeunerdans. Solokadencen blev spillet med energi og nerve i hver eneste tone, som nåede ud i hele salen, og sidstesatsens smukke kromatiske passacaglia-tema omspillede hun på smukkeste vis med fnuglette arabesquer. Der kom meget stor musik ud af den lille musiker, som aldrig på noget tidspunkt slap kontakten med Gamba eller orkestret. Ekstranummeret af litaunske Peteris Plakidis med titlen "Two Grasshopper Dances" fuldendte billedet af en musiker med stålsat vilje og evne til at tilføre karakter og udtryk til musikken. Og så var det tid til at høre resultatet af orkestrets og Gambas fælles arbejde med Sjostakovitjs store 5. symfoni fra 1937, den hvor komponisten forsøgte at råde bod på kommunistpartiets sønderlemmende kritik af hans tidligere opera, "Lady Macbeth". Gamba havde i sin lille tale løftet en smule af sløret for de fortolkningsmæssige udfordringer, som værket rummer, hvilke dele af værket, der skal tages for pålydende, og hvilke, der skal forstås som en giftig parodi fra Sjostakovitjs side. Eller med andre ord, hvordan man kan/skal fortolke partituret, og hvad man som tilhører kan lytte ind i musikken? Rumon Gamba rystede ikke på noget tidspunkt på hånden, når det gjaldt satsernes musikalske karaktertegning og de mange stemningsskift undervejs, her var hver detalje afklaret på forhånd og formidlet præcist ud til det store udvidede orkester. Orkestret på sin side spillede som gjaldt det livet, hvad det jo også rent faktisk gjorde for Sjostakovitj selv tilbage i 1930'erne. Gamba formåedede at fokusere orkestret maksimalt i øjeblikket, fra førstesatsens forsøgsvist famlende indledning til den parodierede militærmarch inden satsen døde ud i tomhed. Scherzoens mange dramatiske stemningsskift blev trukket hårdt op som kontrast til adagioens blanding af overjordisk skønhed og stor smerte, som et requiem ifølge Gamba. Og sidstesatsen fik tilført lige netop det ekstra, som fik det pompøse til at kamme over i en ren parodi af et mareridsagtigt hekseridt. Symfoniorkestret spillede, så der stod gnister ud over scenekanten med et stort velklingende strygerkorps, fine træblæsere og et pompøst messingkorps. Og undervejs blev det til mange fine soloindslag, Demirev, Claus Ettrup, Blauw, Østergaard, Popkin, Sandberg, Ejlerts Jensen og de to harper. Det lover godt! Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Britten, Sjostakovitj Aalborg Symfoniorkester dir.: Rumon Gamba solist: Chloë Hanslip Aalborghallen, torsdag aften

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...