Trafikpolitik

Den cruiser overalt

Toyota Landcruiser 100 4,2 Van er uovertruffen både til terræn og land

Toyotas legendariske firehjulstrækker - Landcruiser - lever i nyeste aftapning i den grad op til sit navn, hvis man tager det helt bogstaveligt. Dens terræn-egenskaber er således indiskutable. Den kører overalt på landet, og den cruiser hen over markernes ujævnheder og hullede grus- og skovveje. Men ikke nok med det - den er også en sand cruiser på landevejen, så funktionsmæssigt er Landcruiser både til de "bonede gulve" og "markarbejde". Den store Toyota Landcruiser 3,0 D-4D, der har undergået et lettere facelift, er stadig en terræn-tonser og bjergklatrer af format. Det er nærmest uhyrligt, hvad Toyota'en formår at trække sig selv igennem, og trods sin størrelse er den i bakket terræn lidt af en bjergged. Størrelsen derimod kommer selvfølgelig - i egentlig forstand - i vejen, når det gælder bykørsel og især parkering i p-husets båse. Her finder man ikke plads med mindre, "naboerne" er et par ret smalle biler. Men nu har den jo heller aldrig været tænkt som en bybil, men derimod en terrænbil, der også er god på landevejen. Og på asfalteret underlag lever den som nævnt fuldt ud op til "cruiser"- navnet. Den styrer - af en offroader at være - særdeles flot lige ud, krænger behersket i kurverne, har en komfortabel - og tyst - undervogn, der leverer fornuftige og sikre køreegenskaber. Og det generelle støjniveau er lavere end i de fleste personbiler, så Landcruiseren går i den grad i blodet som transportmiddel på lande- og motorvej. Lastvogns-agtig Derfor var omstillingen til en almindelig personbil efter tiden i selskab med Landcruiseren ikke særlig sjov. Udover top-komfortabel transport får man bag rattet af næsten fem meter lange og 2,5 tons tunge offroader også en ganske rar følelse af uovervindelighed - og høj, høj grad af sikkerhed. Nærmest en lastvognsagtig fornemmelse - understreget af det adstadige tempo, der arbejdes med i maskinrummet. Ikke fordi Landcruiseren ikke kan flytte sig - den har en topfart på omkring 180 km/t - men fordi den seks cylindrede 4,4 liters turbodiesel på 204 hk sjældent snurrer med mere end 1800-2000 omdr. for at klare de stillede opgaver. Med et moment på 340 Nm ved sølle 1400 omdr. er motoren særdeles sejtrækkende, hvilket er en god egenskab ikke blot på landevejen men også i terrænet, hvor man glæder sig over den højdejusterbare luftaffjedring og spærredifferentiale både mellem for- og bagakslen og ved bagakslen - samt tractioncontrol. Så hvad kan man næsten forlange mere af en firehjulstrækker, der i den faceliftede version har fået ny instrumentering lidt i stil med luksus-fætteren Lexus RX300? Jo, det skulle da lige være en mindre tørstig motor og især en lavere pris. 555.476 kr. for en bil på gule plader - det er lidt vild. Men til gengæld er Landcruiser klassens bedste.