Den dag drømmen blev væk

En sportsjournalist og cykelfan fik ødelagt sit livs oplevelse

STRASBOURG:Det var drømmen der gik i opfyldelse. Faktisk skete det på en trist dag, for det var den dag Danmark tabte kapløbet om at komme med til årets VM-slutrunde i Tyskland. Men det var drømmen for mig, for det gav mig muligheden for at komme til at dække mit første Tour de France nogensinde. Nu står jeg så her tre dage efter ankomsten til det allerhelligste og ser min fritidsinteresse, min passion og store dele af mit liv dø for øjnene af mig. For hvordan skal jeg nogensinde kunne tage cykelsporten alvorligt igen? Seks timer nåede jeg at have i himlen. Jeg var den lykkeligste mand i verden, da jeg torsdag morgen klokken ni hængte det gule akkrediterings skilt om halsen - beviset på, at jeg nu var en del af dette evigt flyttende cirkus de næste tre uger. Jeg gik til pressemøder med mine yndlingsryttere. Jeg sad på forreste række, da CSC-chefen Bjarne Riis præsenterede sit mandskab med Ivan Basso i spidsen for den samlede verdenspresse. Drømmenes Tour Og så ændrede et lille prik på skulderen mit arbejde de næste tre uger. Det øjeblik, hvor teamcoach B.S. Christiansen afbrød Bjarne Riis midt i pressemødet og hviskede ham noget i øret, vil jeg kunne huske resten af mine dage, for på det tidspunkt døde cykelsporten for mig. Årets Tour de France var ikke kun min drøm. Det var også en drøm for Bjarne Riis. I fem år har han slidt og slæbt for at skabe verdens bedste cykelhold, og nu stod han på tærsklen til at indfrie alle forhåbninger. Ivan Basso var storfavorit til dette års Tour. Favorit til at vinde i jubilæumsåret for Riis’ egen Tour-sejr for ti år siden. Nu skulle han så stå der med et dansk hold, der gjorde det umulige og vandt verdens største cykelløb. For Bjarne Riis er drømmen bristet. Selvom livet skal gå videre, som han siger, så har han måske mistet sit livsværk i denne sag. Og samtidig kan han risikere at stå med et alvorligt forklaringsproblem, hvis det viser sig, at Basso har været dopet. Basso har været som en søn for Bjarne Riis. Aldrig har han gået så meget op i en rytters ve og vel, som han gjort med denne unge italiener. Det er nærmest umuligt at forestille sig, at Basso kan have gjort noget ulovligt, uden Riis har vidst det. Og så har vi balladen. Også for den almindelige cykelfan er drømmen bristet. Drømmen om et flot løb i år et efter Armstrong. Drømmen om det helt åbne løb, hvor alt kunne ske og op mod ti forskellige ryttere kunne kæmpe om podiepladserne i Paris. Nu får de kun et løb, hvor den endelige vinder aldrig vil blive taget alvorligt. Touren 2006 vil ikke blive husket for det sportslige. Håbet er lysegrønt Det er jo ikke fordi, jeg har troet, at cykelsporten var blevet ren. Men jeg havde i min nu åbenbare naivitet håbet, at ryttere, sportsdirektører og chefer rent faktisk havde lært noget af skandalen i 1998. At de havde lært, at doping ikke længere kunne betale sig. At de havde lært, at politiet og myndighederne nu var nået så langt i dopingbekæmpelsen, at det var for risikabelt at tage chancen. Nu er jeg blevet klogere - spørgsmålet er om de er. Doping er jo ikke en ny ting i cykelsporten. Faktisk er der rapporter helt tilbage fra 1920’erne, der indikerer, at datidens Tour de France-ryttere var nødt til at indtage en cocktail bestående af amfetamin og kokain blot for at kunne holde sig på cyklen. Englænderen Tom Simpson omkom på Mont Ventoux i 1967, fordi han havde taget narkotika inden etapen og ikke længere kunne lytte til sin krops advarsler. Tour-vinderen i 1988 Pedro Delgado var længe i fare for at miste sin sejr, fordi han blev testet positivt for et stof, der dog til sidst viste sig ikke at være forbudt i cykelsporten - kun i alle andre sportsgrene. CSC-chefen Bjarne Riis var under heftig mistanke og fik aldrig helt renset sit navn efter det legendariske interview med Line Baun Danielsen, hvor han kun kunne sige: - Jeg er aldrig blevet testet positiv. Festina-skandalen rystede Tour de France i 1998 - året, der blev kaldt det værste Tour de France nogensinde. Den titel bliver nok sendt videre i år. Og så sent som i starten af dette år blev sidste års vinder af Spanien Rundt, Roberto Heras, frataget sejren, fordi han testede positiv for doping. Man skulle tro, at det ovenstående var nok til at få de andre atleter til at indse, at dopingtiderne er forbi. Vi har ønsket det og villet det, fordi vi er naive i vores fankultur. Vi vil se dramaerne, have eksplosionerne, lidelserne og jubelen direkte hjem i vores stuer. Og så håber vi, at de er rene, for vi får vores kick om sommeren. Som fan har det været frustrerende altid at blive konfronteret med, at cykelsporten kun handlede om, hvem der havde den bedste læge. Man har forsvaret sporten. Sagt, at det er blevet bedre, men nu er det svært at holde modet oppe. Derhjemme venter et større oprydningsarbejde. For vil jeg kunne finde noget frem fra mit videoarkiv på rundt regnet 200 VHS-bånd, som jeg vil kunne se med den samme glæde, som jeg har kunnet hidtil? Hvad med mine 15 års eksemplarer af cykelblade, avisudklip og cykelbøger? Skuffelsen er stor The show must go on Alligevel så starter der i dag et cykelløb. Klokken 12.15 skulle have været en milepæl i mit liv og min karriere, når cykelløbet rent faktisk går i gang. Jeg skulle komme hjem og fortælle, at jeg stod der. Jeg så det ske og rapporterede om det. Nu er jeg i stedet blevet kriminalreporter. På jagt efter en historie uden beviser, men hvor dommen allerede er blevet afsagt i folkets domstol.

Forsiden