Aalborg

Den dag Kjell døde

63-årige Kjell Lodal Mikkelsen fra X Factor fortæller om den dag, lyset gik ud, og han kørte ind i Brovst Busstation. Se indslag fra 24Nordjyske

Den 8. februar 2008 er Kjell nødt til at melde sig syg fra arbejde. Han føler sig dårlig - lidt ligesom når man har influenza. Ved middagstid har han dog fået det meget bedre og ringer ind til Brovst Asylcenter, hvor han arbejder, for at fortælle, at han kommer på arbejde dagen efter. Se indslag fra 24Nordjyske her Det bliver eftermiddag, og Kjell kører ud for at handle. Da han nærmer sig busstationen kører han kun 25-30 kilometer i timen. Heldigvis. Pludselig går lyset ud. Kjell mærker ikke, hvordan han kører ind i busstationens ventesal. Han ser ikke, hvordan de to ventende udenfor må springe, for ikke at blive ramt af bilen. Og han hører ikke ambulancerne, der kort tid efter babu'er hele vejen hen til ham. Død i ni minutter I ambulancen bliver Kjell genoplivet tre gange. Han har haft hjertestop, og hjertet stopper yderligere to gange på turen. På et tidspunkt er han død i ni minutter, men til sidst slår hjertet igen. Kjell bliver indlagt på Aalborg Sygehus på intensivafdelingen. Her bliver han holdt kunstigt i koma i 12 dage. - Min kone og jeg har altid sagt, at hvis en af os skulle ende som en grøntsag, der bliver holdt i live af en respirator, så skulle de slukke. Det havde hun sagt til lægen, siger Kjell. - Hvorfor ligger jeg i en togvogn? Så vidt kom det heldigvis ikke. Omkring den 19.-20. februar bliver Kjell overført til Dronninglund Sygehus. Turen derop er det første han husker efter ulykken. - Jeg kan huske, jeg tænkte: "Hvorfor fanden ligger jeg i den her togvogn? Og hvorfor sidder den mand og holder øje med mig?", fortæller Kjell. Togvognen var i virkeligheden en ambulance, og den kiggende mand var en Falckredder. Men det var Kjell ikke frisk nok til at opfatte. Efter en uges tid får Kjell lov til at blive udskrevet og komme hjem til Brovst.

Forsiden