Den dag tågerne forsvandt

Indtil for et år siden var det et mareridt for 36-årige Pernille Toft at gå på café og diskotek på grund af en kraftig røgallergi. Efter rygeforbuddet har hun fået sit sociale liv tilbage

KØBENHAVN:Er du syg?, spurgte en kollega bekymret, da hun så Pernilles ansigtskulør blive mere og mere hvid, samtidig med at øjnene blev røde, næsen løb og hun hev efter vejret. Ja, Pernille følte sig godt nok overhovedet ikke på toppen, og kort tid senere måtte hun tage afsked med kollegerne og den gode middag, hvor de ellers skulle fejre en nyt stort projekt. Sengen trak mere. Allerede da hun var nået 20 skridt hen ad gaden, kunne hun igen trække vejret, hovedpinen begyndte at lette og øjnene kløede ikke længere. Den dag i 1992 blev Pernille Toft pludselig klar over, at dét hun flere gange havde forvekslet med influenza og snue var en galopperende allergi over for tobaksrøg. En gene, som gradvist er blevet værre og værre, især inden for de sidste fem år. Siden hen har listen udvidet sig til også at gælde kraftig mados og falsk diskoteksrøg. Fået sit liv tilbage Allergien har sat sine tydelige præg på Pernilles sociale liv. Hvor meget det har påvirket hendes liv, gik dog først rigtigt op for hende for et lille års tid siden, da hun takket være rygeforbuddet pludselig kunne bevæge sig frit og ubesværet på alle cafeer, diskoteker og restauranter uden at skænke nødudgange og astmaspray en tanke. – Jeg jublede helt vildt den dag, jeg hørte, at politikerne ville indføre rygeforbud. Jeg tænkte, at det var for godt til at være sandt, fortæller Pernille over salattallerkenen på en af Københavns travleste caféer. For et år siden ville det have været umuligt for hende at sidde her omgivet af mennesker og røg. – Det er fuldstændig som om, at jeg har fået mit liv tilbage. Nu siger jeg ja med det samme, når folk ringer og spørger, om jeg vil med ud. Ikke længere noget med; jamen hvorhen, og nej, der kan jeg ikke gå. Det er så fedt ikke altid at skulle være lyseslukkeren længere, siger hun og fortæller om, hvordan den forløbne weekend pludselig ændrede sig fra at være tom til hygge med badmintonkammeraterne, biograftur og en suveræn koncert med Bruce Springsteen i Parken. -Inden koncerten gik min veninde og jeg en spontan tur ned af Strøget og spiste på den første den bedste restaurant. Det var dejligt at kunne gøre det uden først at skulle bruge tid på at lede efter, hvilken restaurant der havde den bedste udluftning og mindst tobaksrøg. Det er ikke umiddelbart til at se på den blonde og sportstrænede pige, at hun lider af astma og allergi. Det har ikke afholdt hende fra at dyrke sportsgrene som badminton og spinning, og hun har altid været heldig at finde arbejdspladser med rygeforbud. I øjeblikket arbejder hun som projektøkonom hos det rådgivende ingeniørfirma Atkins. Her diskuteres meget rygning, og alle inklusiv rygerne bakker op om rygeforbuddet. En af hendes kolleger er ligefrem holdt op med at ryge, både fordi han trænede til at skulle bestige Kilimanjaro, og fordi 'det bare er blevet for besværligt at være ryger efter rygeforbuddet'. Ikke hysterisk Pernille understreger flere gange, at hun aldrig har været hysterisk med røg. Folk havde jo lov til at ryge, og der var grænser for, hvor ofte man kunne bede folk om at slukke smøgen eller puste røgen den anden vej. I stedet for at lade allergien styre sit liv og sine omgivelser, prøvede hun at tilpasse sig. Når hun var til fester eller i forsamlinger med røg, lokaliserede hun lynhurtigt en udgang, hvor hun kunne søge hen efter frisk luft, når symptomerne begyndte at melde sig. I mangel af bedre måtte hun søge tilflugt i køkkenet eller på toilettet. – Heldigvis har min familie og mine venner altid været ekstremt gode til at vise hensyn, næsten for meget, så der har det aldrig været et problem. På de fleste restauranter har folk også respekteret, at andre gerne vil spise deres mad uden at få røg i hovedet. Det var straks sværere ude på cafeer og barer. Der valgte jeg som regel altid den tilgang, at så går jeg, fortæller Pernille. Samtidig affandt hun sig med, at hun åbenbart bare blev tidligere træt end alle andre. Ufortjente tømmermænd En gang imellem valgte Pernille at bide tænderne sammen og følge veninderne, når der skulle være sjov i gaden, for som hun siger, er de værtshuse med mindst tobaksrøg og bedst udluftning ikke altid de sjoveste steder. – En af mine veninder elskede på et tidspunkt at hænge ud på en lille bar, hvor der bare er jordens dårligste udluftning. Der kunne jeg slet ikke tage med hen. Kun hvis vi sad i det fjerneste baglokale, og så skulle der helst ikke sidde nogen i nærheden af os, for de fleste røg derinde. Og så var det sjove ligesom gået af den bytur, fortæller Pernille. Når hun valgte at trodse generne og blive i et røgfyldt selskab, kom straffen til fulde næste morgen. – Jeg vågnede med de vildeste tømmermænd, som om jeg havde drukket, til jeg segnede. Jeg havde en dunkende hovedpine, løbende næse og øjne, der kløede. Min hals gjorde ondt og jeg lød, som om jeg havde været på druk uafbrudt i 14 dage. Også selvom jeg stort set ikke havde drukket noget, fortæller Pernille. De ufortjente tømmermænd blev efterhånden så slemme, at Pernille som regel valgte at blive hjemme eller omgås folk, der ikke røg. Rigtig mange weekendaftener er derfor tilbragt foran fjernsynet i familiens skød. Partytøsen er vågnet Sådan er det ikke længere. Derfor kan rygeforbuddet også klart mærkes på Pernilles pengepung. Dels går hun meget mere ud nu, og dels behøver hun ikke længere gå hjem som den første hver gang. Trætheden, der som regel fulgte i halen på allergien, er nemlig pist forsvundet. – Min lillebror er begyndt at kalde mig en partytøs, fordi han synes, jeg går meget ud. Så slemt synes jeg nu ikke, det er, griner Pernille, som dog erkender at hun faktisk ofte er den sidste, der går hjem nu.